Sjælden flåt slår til for første gang
Jagtflåt er hidtil kun set på heste i Danmark, men nu er det første bid fra flåten registreret hos bornholmer.
For første gang herhjemme er en person registreret bidt af den såkaldte jagtflåt.
Det skriver Politiken.
Det er en sjælden type af flåt, der hidtil kun er set i få tilfælde i Danmark og kun på heste.
Jagtflåten kan bære på den potentielt dødelige virus Krim-Congo blødningsfeber.
En 58-årig kvinde på Bornholm blev bidt af jagtflåten, mens hun luftede sine hunde.
Hun opdagede biddet i armhulen og fik derefter fjernet flåten. Hendes mand tog et billede af flåten, før den blev skyllet ud i toilettet.
Det er ifølge seniorforsker ved Københavns Universitet René Bødker første gang, at en person i Danmark registreres bidt af en jagtflåt.
Hverken bornholmere eller turister på Bornholm skal være bekymrede over, at en enkelt person er blevet bidt af en jagtflåt, siger han.
- Jagtflåten er utrolig sjælden i den danske natur og vil meget sjældent bide på mennesker.
- Så det aktuelle flåtbid på et menneske skal betragtes som noget eksotisk, som formentlig ikke vil gentage sig, siger René Bødker til Politiken.
Der er ifølge seniorforskeren større grund til bekymring for de almindelige skovflåter, som kan bære bakterien borrelia og TBE-virusset, der kan give hjernebetændelse.
Der er registreret flåter med TBE på Bornholm og i Nordsjælland.
Jagtflåten er på størrelse med en lillefingernegl og let genkendelig på sine ben, der er røde med gule "fingerled".
Hos Sundhedsstyrelsen lyder den generelle anbefaling mod flåtbid at beskytte huden med tøj.
- Hvis du skal i skoven og vil gå uden for stierne eller i højt græs, er det godt at have tøj på, som dækker huden.
- Det vil sige lange ærmer, lange bukser eller langskaftede støvler, lød rådet tidligere på måneden fra overlæge i styrelsen Gideon Ertner.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration