Byens helt store styrke

Byens helt store styrke
Flemming Rasmussen ved Østerlars Borgerforenings pavillon, som står for enden af den kommunale legeplads. Foto: Holger Larsen
TOPNYHED | Fredag 18. juli 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
TOPNYHED | Fredag 18. juli 2025 • 05:30

Sammenholdet er lokalsamfundets helt store styrke, mener borgerforeningens formand.

– Min og andres helt store drøm er at holde en kæmpe fest med livemusik for alle borgerne. Det skal være som en tak for hjælpen. ”Her venner, her kan I se, hvad vi får ud af det sammenhold, vi har”.

Det siger Flemming Rasmussen, formand for Østerlars Borgerforening, som Tidende møder udenfor Min Købmand, der åbnede i september 2024, efter at byens gamle brugs var lukket i foråret.

Købmandsforretningen blev til takket være et stort lokalt engagement og masser af frivillige arbejdstimer. Det samme gør sig gældende med genbrugsbutikken, som Østerlars Sport har åbnet inde i købmandsforretningen som en ”butik i butikken”.

Det går godt

Det er to oplagte eksempler på, hvad det lokale sammenhold kan, og som borgerforeningens formand gerne vil takke for.

Men der er også mange andre ting at takke for, mener Flemming Rasmussen, hvilket alt i alt bidrager til, at han mener, at det generelt går rigtig godt i Østerlars.

– Hvis vi ikke havde haft butikken, ville byen dø. Vi kunne se, at der var vild forvirring i de tre måneder uden butik. Der skulle ikke være gået meget længere tid, før det var gået galt, og vi havde mistet kunderne, mener Flemming Rasmussen.

– Se bare, siger formanden, da nogle cykelturister svinger ind om købmanden.

– De var bare cyklet igennem Østerlars, hvis her ikke havde været en butik.

– Her kommer masser af cykelturister, og lastbilchaufførerne og håndværkerne er glade for butikken, for det er nemt at holde ind og købe sig en sandwich, og hvad man ellers har brug for, siger han.


Min Købmand er helt afgørende for trivslen i Østerlars, mener borgerforeningens formand . Foto: Holger Larsen

Legeplads og pavillon

Skråt over for Min Købmand, lidt ned ad Vinkelvej ligger en kommunal legeplads.

Nede for enden af den store plads har Østerlars Borgerforening sin pavillon, hvor der er masser af siddepladser ved bord- og bænkesæt. Der er også køkkenfaciliteter, og udenfor kan der grilles.

Det er her, borgerne samles, når der inviteres til grillfest, sankthans og andre aktiviteter, som næste lørdag, hvor der er byfest. Pavillonen lejes også ud til familiefester og andet.

Legepladsen er et eksempel på et godt samarbejde med kommunen, fortæller Flemming Rasmussen. Kommunen leverer diverse materialer, og så er det frivillige borgere, der slår græs og klarer diverse anden vedligeholdelse på pladsen.

– Det er et dejligt sted, og vi er meget glade for, at her også er kommet et toilet. Mange kommer på pladsen og sidder og spiser deres mad, og heldigvis oplever vi ikke problemer med hærværk, siger formanden.

Går man over en lille bro, kommer man til en anden stor, kommunal plads bagved. Her står et enkelt shelter, og stod det til Flemming Rasmussen kom i hvert fald yderligere et shelter op.

– Shelteret er i brug fra det tidlige forår til ud på efteråret. Der har også lige været slået tre telte op. Brugerne siger, at det er alle tiders sted, fordi de kan gå op og handle.

Her er det også frivillige fra Østerlars, der slår græsset.

En turistby

Flemming Rasmussen mener, at man godt kan kalde Østerlars en turistby. Man har både rundkirken, som går for at være en af de mest besøgte attraktioner på Bornholm, der er Bornholms Middelaldercenter og Born Park minigolfbanen.

Og nu er der også kommet et museum midt i byen, lige over for købmandsforretningen, i en del af det tidligere mejeri. Her har Thor Kure åbnet ”I oldeforældrenes fodspor”, hvor han viser sin store samling af gamle hestekøretøjer. Museet har i sommer åbent to dage om ugen.

– Her sker noget hele tiden, og vi har et godt flow i byen, mener Flemming Rasmussen.

– Vi ser, at en del unge mennesker flytter til byen, og vi har fået en del nye borgere, som er kommet fra udlandet. Ved en generalforsamling talte vi om, at der var deltagere fra ni nationer. Vi forsøger at få vores nye borgere engageret blandt andet ved aktiviteter i Multihuset. Man kan se, at når børnene først begynder at lege sammen, så kommer forældrene lige så stille også med, siger Flemming Rasmussen.


Shelterpladsen i Østerlars kunne sagtens rumme mere end et shelter, mener borgerforeningens formand. Tiara fra Dresden i Tyskland overnattede i shelteret, som hun mener har en god beliggenhed med både toilet og indkøbsmuligheder i nærheden. Foto: Holger Larsen

Den store styrke

Formanden mener, at den helt store styrke i Østerlars er, at man står sammen:

– Det er afgørende for, at vi kan lykkes, og at købmandsbutikken kunne komme op at stå på så kort tid er et eksempel på det, siger han.

– Da jeg kom med i arbejdet for 20 år siden, var der en af de ældre, der sagde til mig, at ”byen dør, hvis vi ikke gør noget”. Og det har jeg taget til mig, siger Flemming Rasmussen.

Han har boet i Østerlars i alle sine snart 62 år, og han kan huske dengang byen rummede blandt andet to slagterforretninger, en bager, en skomager, brugs og købmand, sparekasse og bank, en tøjforretning og meget andet.

– Vi har mange trofaste hjælpere, og når hånden bliver rakt op, så kommer de. Det så vi, da man kort før loppemarkedet manglede 25-30 hjælpere. De blev hurtigt skaffet, og de kom fra både Gudhjem og Østermarie, siger Flemming Rasmussen.

Det er dog en udfordring for det frivillige engagement i lokalsamfundet, at man her som mange andre steder godt kunne bruge nogle flere unge.

En anden udfordring, som formanden nævner er sagsbehandlingen, når der skal fremskaffes tilladelser til at holde arrangementer – som nu byfesten lørdag den 26. juli.

Her var der lagt op til et bredere arrangement med aktiviteter forskellige steder. Men det har man nedskaleret, fordi man ikke var forberedt på, hvor mange tilladelser, der faktisk ville blive brug for.

Men ellers understreger Flemming Rasmussen, at man har et godt samarbejde med kommunen på rigtig mange områder.

– Og vi kæmper videre for at få det til at fungere, siger Flemming Rasmussen.

Tidendes rullende redaktion

Bornholms Tidendes journalister tager den nye, rullende redaktion med rundt på øen.

Du er velkommen forbi til en snak.

Mandag er vi i Hasle på dagen, hvor Etape Bornholm skydes i gang.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT