Når man køber en lodseddel til Lions-klubbernes årlige julelotteri, giver man ikke kun sig selv en chance for at få gevinst. Man gør det også muligt for klubberne at uddele penge, der hjælper andre i lokalsamfundet. Det kan for eksempel være børn, som skal en tur på hospitalet.
Bornholms Hospital har nemlig haft besøg af de lokale Lions-klubber, som overrakte 20.000 kroner. De skal bruges til at købe to VR-briller, som skal bruges i børneafsnittet og på akutmodtagelsen til at aflede børns opmærksomhed, når de skal stikkes. Den virtuelle verden inde i brillen er med til at gøre børnene mindre bange, og de oplever færre smerter, når de bliver stukket.
– Det her er en rigtig god måde at hjælpe dem igennem ubehaget på. Børnene kan for eksempel komme en tur ud i rummet eller skyde frække havmåger med vandballoner. Den ene hånd bruges til at styre spillet med, mens den anden ligger roligt, så sygeplejersken kan tage en blodprøve eller lægge drop, fortæller sygeplejerske Sara Christina Nielsen fra akutmodtagelsen i en pressemeddelelse.