Medie: Flere påbud til Bornholms Hospital

NYHED | 13. NOV 2023 • 06:52
NYHED
13. NOV 2023 • 06:52

Bornholms Hospital har fået tre nye påbud fra Arbejdstilsynet. Påbuddene drejer sig blandt andet om krænkende handlinger i mammografiafdelingen, hvor ansatte bagtaler og sårer hinanden. Men også i rengøringsafdelingen er der eksempler på en grov tone, hvor en kollega er blevet kaldt for 'møgkælling'.

Det fortæller DR Bornholm mandag morgen.

Arbejdsmiljøkonsulent Tove Bech Kofoed siger til regionalradioen, at det er 'alvorligt' - men der er ikke tale om sexchikane.

Et af påbuddene handler også om de yngre lægers arbejdsmiljø. De unge læger oplever ofte, at de bliver mødt af irritation, når de forstyrrer mere erfarne læger, der har bagvagt, oplyser regionalradioen.

Påbud var ventet

Det er ikke uventet, at Bornholms Hospital nu får flere påbud for dårligt arbejdsmiljø. Tidende har tidligere afdækket, at hospitalet - udover allerede tildelte påbud til blandt andet intensivafdelingen - har forventet at få fire påbud 'inden for den kommende tid'. Det oplyste hospitalsdirektør Annemarie Hellebek til Tidende i slutningen af september, hvor hun uddybede om de fire påbud:

– Mammografi og rengøring: Her er der desværre også registreret et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og som nævnt tidligere: Det accepterer vi simpelthen ikke.

– Derudover forventer vi, at strakspåbuddet på intensiv omkring tidspres og stor arbejdsmængde også bliver et påbud med tidsramme.

– Det sidste påbud, vi forventer, er i relation til stor arbejdsmængde og høje følelsesmæssige krav blandt yngre læger, skriver Annemarie Hellebek, der om sidstnævnte forventede påbud blandt andet tilføjer:

– Vi har særlige udfordringer på Bornholms Hospital for yngre læger. Det kan være udfordrende, at man hurtigt får et stort ansvar. For eksempel, når man står i situationer, som man ikke har opnået rutine i. Vi har med mennesker at gøre i mange situationer.