– Det tror jeg ikke helt. Det er hospitalets akutmodtagelse, der er primært mødested. Det vil sige, at de har nogle erfaringer med, hvor mange borgere, de har inde, hvor de må søge faglig backup fra Psykiatrisk Center. Jeg ved, at der ude omkring er nogle, som vælger ikke at bruge den måde, fordi man skal via 1813 og via en almindelig akutmodtagelse, hvor det kan være svært at komme ind med de udfordringer, man har som psykisk dårlig, siger hun, som betegner samarbejdet med hospitalets akutmodtagelse som godt.
Det giver ro at kunne ringe
Derfor tror Bente Helms, der er et mørketal, når det gælder det reelle behov for akut psykiatrisk hjælp på Bornholm. Hun tror, der er behov for mere hjælp, end der er i dag, og hun mener, at Fællestelefonen kan gøre en del.
– Det kan give mere ro for pårørende og borgerne selv, at man kan ringe direkte til dem, der sidder med kompetencen og måske også nogle, man har været i kontakt med. Måske har man været indlagt eller haft et udgående ambulant forløb, så man har lidt kendskab til nogle af de personer, man får i røret, siger hun.
På Folkemødet har hun både i år og sidste år mødt politikere, som ikke ved, at Bornholm ikke er omfattet af Fællestelefonen. Også set i det lys er hun glad for, at Region Hovedstaden kigger på en løsning. I forhold til en egentlig psykiatrisk akutmodtagelse synes hun ikke, det er afgørende, at der er en stor dør, hvor der står "Psykiatrisk akutmodtagelse". Det vil også kræve en investering, enten i nogle medarbejdere eller en praksis, hvis man skal stå til rådighed døgnet rundt. For hende handler det om at have et tilbud, der kan hjælpe dem, der har behov for akut assistance.