Region Hovedstaden har afsat 700.000 kroner til gæstedialyse, så både lokale og turister kan få behandling i højsæsonen, og der er indgået en aftale med Nyreforeningen, som åbner en klinik i Svaneke.
Klinikken råder over tre dialysepladser og arrangerer så vidt muligt dialysen efter gæsternes behov. Regionen betaler for behandlingen, og nyrepatienter kan booke tid i klinikken ved at kontakte klinikchef og dialysesygeplejerske Lenette Ipsen.
Der er cirka 300 forespørgsler på gæstedialyse om året, og Nyreforeningen vil fra start kunne tilbyde 250-300 gæstedialyser årligt – med ekstra høj aktivitet i sommermånederne. Foreningen regner med at kunne yde cirka 60 ekstra dialyser i disse måneder, hvilket forventes at kunne dække det antal dialyser, hospitalet ikke har kapacitet til.
Selv om behovet for dialyse er størst i højsæsonen, holder klinikken i Svaneke åbnet hele året. Den kommer til at ligge i Gruset 1, og den åbner den 17. juni, fortæller Nyreforeningen.