Cirka 40 bornholmske unge med adhd skal inden for et år se en specialist fra børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden.
Årsagen er, at de modtager medicinsk behandling og endnu ikke er blevet vurderet af en børne- og ungdomspsykiater.
Regionen blev i foråret 2023 opmærksom på, at Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinsk behandling af børn og unge med psykiske lidelser var blevet ændret. Der er blevet indskrevet et krav om, at barnet ved behandlingsstart efterfølgende skal vurderes ved en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.
I Region Hovedstaden er der aktuelt 171 børn og unge i behandling, som ikke er blevet vurderet af en børne- og ungdomspsykiater efter opstartet medicinsk behandling, og cirka 40 af dem er her på Bornholm, fremgår det af udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsens dagsorden.