Viking scorer mål mod sult

Viking scorer mål mod sult
Et mål i en af Viking Håndbolds fem kampe lørdag er lig med mad til nogle af verdens fattigste. Arkivfoto: Jesper Gynther
NOTITS | ABONNENT | 23. JAN 2024 • 17:55
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | ABONNENT
23. JAN 2024 • 17:55

I weekenden er et mål i Rønne Idrætshal lig med mad til nogle af verdens fattigste.

Lørdag står i håndboldens tegn i Rønne Idrætshal, hvor Viking Rønne byder på fem kampe, og der er ekstra grund til at juble, hver gang et af holdene scorer et mål.

I en pressemeddelelse fortæller klubsekretær Helle Dahl, at hvert mål er med til at bekæmpe sult, da Jysk og Lars Larsen Group donerer, hvad der svarer til 15 måltider til børn i Kenya for hvert mål, der scores. Det gælder ikke kun kampene i Rønne Idrætshal, men alle mål i alle håndboldhaller i Danmark i den kommende weekend.

I Rønne spiller Viking Håndbolds U15-drenge, U17-piger, U19-drenge samt begge seniorhold fra sidst på formiddagen til sidst på eftermiddagen. Alle fem kampe vil blive kommenteret af halspeakeren.

– Vi opfordrer alle sportsentusiaster, familier og lokale til at støtte vores hold og deltage i denne spændende håndbolddag, siger Helle Dahl i pressemeddelelsen.

Samarbejdet med Jysk og Lars Larsen Group er et led i årets Danmarks Indsamling. Sidste år blev der scoret næsten 60.000 mål i samme weekend. heni