Viking er tilbage efter 30 år

Viking er tilbage efter 30 år
Micropigerne fra Viking blev nummer tre ved et aspirantstævne i Gladsaxe. Foto: Jannie Funch Kofod
NOTITS | 24. APR 2023 • 15:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
24. APR 2023 • 15:00

To hold fra Viking Trampolin og Gymnastik stillede op i konkurrence.

Efter en pause på 30 år stiller Viking Trampolin og Gymnastik igen op i konkurrencegymnastik. To hold var med ved et aspirantstævne i Gladsaxe, og begge kom hjem med en tredjeplads.

– Det er det største, der er sket for gymnastikken i lang tid, og det genoptager en tradition, hvor Viking i svundne tider var meget godt med, fortæller træner Anders Beier i en pressemeddelelse.

Han var selv en af de sidste, som midt i 1980'erne opnåede en tredjeplads for både individuel og holdpræstation med Cæsar Funch Jensen som træner og tidligere Carl Ilsøe.

De to hold var for piger på henholdsvis 8-11 og 11-14 år.

– Alle gymnaster klarede det rigtig flot, fortæller Anders Beier.

Gymnasterne og lederne overnattede i Gladsaxe Springcenter, og de kom sent i seng, for de kunne ikke lade være med at springe. Alligevel var alle friske på konkurrencedagen, og efter en opvarmning på 10 minutter var de klar, selvom der også var redskaber, gymnasterne ikke var vandt til.

De yngste gymnaster fik flotte karakterer i rytme, bane og minitramp og et samlet resultat på 23,865. Holdet består af Augusta Sommer Beier, Elin Lulu Svensson, Elvira Nowak Råbygård, Emma Marie Rustand, Ida Birch Hørdum, Malou Pelsen, Natasha Hemandez Koefoed, Sofie Kofod, og Thea Kofod-Andersen. De lidt ældre fik et samlet resultat på 23,250. Det hold består af Emmelie Edith Pedersen, Frida Brandt-Andersson, Juliane Sommer Beier, Karla Erikstrup, Maja Sonne Klitten, Nicoline Funch Kofod, og Sif Kirkedal-Due.

Begge hold bliver ledet af Anders Beier, Malene Sommer og Olivia Rejnols Hansen med stor opbakning fra bestyrelsen og formand Cindy Dellgren.

– Fremover vil Viking prøve at fortsætte de flotte resultater og rykker nok op i talentrækken, og vi kommer til at stille med måske tre hold – micro (8-11), mini (11-14) og junior (14-17) – fortæller Anders Beier.

 

Det blev til en tredjeplads for minipigerne fra Viking, som var med til at genoplive en gammel tradition. Foto: Jannie Funch Kofod