Brevkassen: Findes der en elskværdig måde, hvorpå disse mennesker kan holdes på afstand?

Brevkassen: Findes der en elskværdig måde, hvorpå disse mennesker kan holdes på afstand?
KOMMENTAR | ABONNENT | 18. MAJ 2024 • 19:00
Af:
Lars Holmsted
KOMMENTAR | ABONNENT
18. MAJ 2024 • 19:00

De gæstfrie spørger brevkassen, om man kan tillade sig at takke nej til at huse mere eller mindre bekendte, som mangler overnatning på Bornholm.

Kære brevkasse. Vi flyttede fra Jylland til Bornholm i 2019 og har siden oplevet et underligt fænomen, som især er markant i sommermånederne. Det er som om, perifære bekendtskaber fra vores gamle hjemegn pludselig føler sig tæt forbundne med os. Forleden dag dukkede børnenes fodboldtræner fra miniputterne i Lønstrup op og inviterede sig selv og sin kone til at slå telt op i vores baghave. Desværre var det i en periode med kraftigt regnvejr, så vi blev nødt til at invitere dem på middag flere gange i de 14 dage, det varede.

I sidste uge bankede det på døren, og en vikar fra ungernes gamle fritidsordning stod i cykelshorts med en pose wienerbrød, solbrune lår, og en kæreste som hed Yvonne.

“Giver I en kop kaffe?” sagde han med den ene cykelsko i døråbningen.

Tålmodigt lagde vi ører til Yvonnes falbelader, og nu er vi blevet venner på Facebook.

Det er ikke altid, vi umiddelbart kan genkende disse uindbudne gæster, som finder det meget eksotisk, at vi lever et helt normalt liv på klippeøen. Fælles for disse bekendtskaber er, at de tror, at vi har oceaner af tid, fordi de selv er på cykelferie. Bornholm er jo et ferieparadis, hvor vi lever af røgede sild og har en 14-timers arbejdsuge, med udsigt til vandet og frokost på stranden.

“Hva’ så?” er åbningsreplikken fra en person, som vist nok hedder Per, som for 8 år siden var gode venner med vores gamle nabo i Lønstrup, “her bor I sgu’ da meget godt.”

Jeg prøver desperat at spole tiden tilbage og finde et holdepunkt, hvor Per og jeg havde en fælles berøringsflade. Selv langt tilbage i min hukommelses afkroge er der ingen mindelser om aktiviteter, vi har haft sammen.

Per klasker mig kammeratligt på skuldren og tilføjer et “gamle dreng!”

Og så ligger han henslængt på vores havebænk, med en af vores kølige øl og en smøg i flaben, med en attitude som vil han søge permanent opholdstilladelse i vores redskabsskur.

“Nu skal I ikke tænke på mig. Bare lad som ingenting, og fortsæt med det I har gang i.”

Jeg har foreslået min kone, at vi fremover indleder konversationen med et gæstfrit: “Hvem er du? Hvad vil du hér?”, men det synes hun ikke er passende.

Og nu er det snart Folkemøde. Vores indbakke flyder over med københavnere, jyder og fynboer, som desperat mangler et sted at bo, og først nu erkender, at de er alt, alt for sent ude.

Den første bølge af henvendelser lægger blødt ud med forespørgsler i retning af: “Hej, det er Åse fra din gamle gymnasieklasse, hvordan går det på Bornholm, long time no see. Håber du trives. Jeg ville bare lige høre, om du kender nogen, som lejer et hønsehus ud i 4 dage under Folkemødet.”

Anden bølge af henvendelser er mere direkte og med en snert af panik: ”Hej, min nevø skal deltage i en meget, meget vigtig paneldebat under Folkemødet, og har ikke noget sted at sove. Har I et værelse han kan låne?”

Tredie bølge ligner mere et diktat end en egentlig forespørgsel: “Hej, min onkel stiller sin autocamper i jeres indkørsel. Det er vel OK.”

Det eneste de forlanger er strøm - helst tre faser, varmt og koldt vand og lån af toilettet morgen, middag og aften. Som tak for ulejligheden modtager vi to flasker udrikkelig rødvin fra den nærmeste tankstation.

Vi opfatter os selv som almindeligt selskabelige, men findes der en elskværdig måde, hvorpå disse mennesker kan holdes på afstand?

- venlig hilsen de gæstfrie

Kære gæstfrie

Ja, “gæstfri” er jo et underligt selvimodsigende ord.

Et lille skilt med teksten: “Bortrejst på ubestemt tid” kan gøre underværker, men kan jeg berolige jer med, at trafikken aftager med årene.

Facebook og sociale medier er en skurk i denne henseende. Personligt har jeg 700 nære venner, hvoraf de færreste ville kunne genkende mig på gaden. Drop Facebook og lev livet.

Med mindre I overvejer at flytte til helt ud til Christiansø, vil jeg foreslå jer at anskaffe en lille diskret dørspion. Den forebygger mange penible optrin.

Tag en tur ned på turistinformationen og hent brochurer med overnatningsmuligheder, som I stikker disse jyder i hånden, inden de kan nå at protestere.

Derefter tager I hele familien, plus hund og papegøje, med til Lønstrup, og genbesøger landsbyen uden en klink på lommen.