Vi er ikke længere Bornholms bedst bevarede hemmelighed

Vi er ikke længere Bornholms bedst bevarede hemmelighed
Jakob Hansen, formand, Bornholms Klatreklub: – Hvis vi skal kunne vokse endnu mere som klub, så bliver vi simpelthen nødt til at have en anden facilitet. Det vil også kunne gøre, at vi kan dyrke det sociale samvær, for man ser jo i mindre klatrehaller i resten af Danmark, at det bliver et sted med et fællesskab, hvor unge mennesker også hænger ud, når de ikke klatrer. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 21. FEB 2021 • 06:02
Jesper Gynther
Journalist
| ABONNENT
21. FEB 2021 • 06:02

KLATRING

2020 har været et rigtig godt år for Bornholms Klatreklub, som har oplevet næsten en fordobling af sit medlemstal. Der er således lige nu omkring 40 medlemmer i klubben, og det er det højeste antal medlemmer, man nogensinde har haft på samme tid.

Jakob Hansen fortæller, at den positive udvikling primært skyldes, at klubben har forsøgt at skabe mere synlighed om sig selv, siden han blev formand for klubben i slutningen af 2019.

– Jeg tror, det næsten har været den bedst bevarede hemmelighed på Bornholm, at der fandtes en klatreklub. Også indfødte bornholmere har været forbavset, da de fandt ud af, at der var en klatreklub herover, siger han.

Bestyrelsen har også valgt at ændre sin tilgang til, hvordan man skal drive klatreklubben. Han peger på, at man nu er begyndt at tilbyde introkurser i holdform til personer, som er interesseret i at starte til klatring, og det har været en stor succes.

– Det er ellers meget atypisk i klatreverdenen, for her tager man typisk et kursus alene, og så finder man en eller to andre, som man så klatrer med. Men vi har fundet ud af, at sådan nogle introkurser for hold er meget populært. Vi har haft introkurser med op til otte klatrere, som gik til det en gang om ugen, og det var de frygteligt glade for, siger han.

Brug for bedre indendørsfaciliteter

Fordelen ved holdtræningen er, at deltagerne ikke kun lærer at klatre, men også får et socialt sammenhold, som man også kender det fra mange andre holdsport.

Klubben vil derfor gerne bygge videre på holdtræningstanken, men hvis man også skal tilbyde det for andet end introforløbene, så har man brug for bedre faciliteter, fortæller formanden.

I sommerperioden er der ingen problemer med faciliteterne, for der træner klubben i Vang Granitbrud, Moseløkken og på flere af kystklipperne, hvor der er masser af plads til at have mange deltagere på samme tid. Men når vinterhalvåret banker på døren, så har klatreklubben kun mulighed for at træne i DGI-hallen i Rønne, hvor der er en klatrevæg.

– Når der ikke er coronarestriktioner, kan vi måske klatre 20 personer på væggen, for den er meget lille. Så der har vi lidt en grænse, og vi har jo set, at der er nogle medlemmer, som er faldet fra, fordi de simpelthen ikke kan klatre nok, når det bliver vinter, siger Jakob Hansen.

Han mener derfor, at klubben har brug for bedre indendørsfaciliteter.

– Hvis vi skal kunne vokse endnu mere som klub, og det kan vi jo se på medlemsudviklingen, at der er en interesse for, så bliver vi simpelthen nødt til at have en anden facilitet. Det vil også kunne gøre, at vi kan dyrke det sociale samvær, for man ser jo i mindre klatrehaller i resten af Danmark, at det bliver et sted med et fællesskab, hvor unge mennesker også hænger ud, når de ikke klatrer, siger han.


Jacob Hansen. Foto: Berit Hvassum

Ny hal skal rumme flere sportsgrene

Bornholms Klatreklub arbejder derfor pt. på at undersøge muligheden for at lave en træningsfacilitet med en større indendørs klatrevæg. Dog ønsker klubben ikke at lave en bygning, som udelukkende tilbyder klatring.

– Jeg har talt med andre rundt omkring på øen, som også godt kunne bruge et sted at være i form af en træningshal. For selvom vi er blevet flere medlemmer i vores klub, så kan vi jo ikke udfylde en facilitet fra morgen til aften hver dag, og desuden skal vi jo også kun bruge væggen, siger han.

Jakob Hansen har blandt andet været i kontakt med nogle ergoterapeuter, der tager sig af børn med nedsat funktionsevne, og de fortalte, at de var interesseret i at lave nogle forløb med børnene i DGI-hallen.

– Men det kunne ikke lade sig gøre, for hallen er jo lånt ud hver dag til skolebørn eller elever fra campus, siger han og mener, det kunne tyde på, at der er et behov for en ny træningsfacilitet.

– Der har også været både kampsportsudøvere og dansere, som har sagt til mig, at de havde egentlig bare brug for et tag over hovedet og spejle på væggene, og det er jo sådan nogle ting, som vi går og undersøger, hvad man kan kombinere i en ny hal, så den kan blive fuldt udnyttet.


Potentiale for 300 klatremedlemmer

Hvis der på et tidspunkt kommer en ny træningsfacilitet, som klatreklubben kan drage nytte af, så tror formanden på, at det voksende medlemstal måske ligefrem kan eksplodere.

– Vi har et stærkt samarbejde med Dansk Klatreforbund, og de siger, at hvis man sammenligner med statistikker på områder der ligner vores fra Tyskland og fra Sverige, hvor der ligeledes er nemt adgang til klipper, så skulle vi ligge mellem 60 og 150 medlemmer i vores klatreklub, fortæller han.

– Og hvis man kigger på de områder, hvor der er rigtig mange medlemmer i en klatreklub nær klipper, så skulle vi ligge på 300 medlemmer.

 


Klatremedlemmerne

De fleste af medlemmerne i Bornholms Klatreklub bor fast på Bornholm. Den yngste er otte år, og den ældste er omkring 60 år gammel. De fleste af medlemmerne er dog fra start 20’erne og op til 40-årsalderen, oplyser formand Jakob Hansen.