– Anderledes ser det formentlig ud hos drengene, hvor der er langt flere rækker, der skal slås sammen. For eksempel kan vi nu komme til at møde andetholdene fra KB, hvor vi før måske kun har mødt deres tredjehold. Førsteholdene spiller fortsat i DBU's landsdækkende ungdomsrækker, forklarer Flemming Bærnthsen.
Hvad med økonomien?
Økonomisk kan DBU Bornholm på sigt også blive ramt, men indtil videre gælder den aftale, der sidste år blev indgået mellem DBU og DBU Bredde, og som sikrer lokalunionerne et ekstra tilskud på 400.000 kroner om året frem til 2028.
Hvad der derefter sker, vil kun tiden vise, men en af årsagerne til, at DBU Jylland med formand Bent Clausen i spidsen har taget magten i DBU Bredde, er netop økonomien. Jyderne med de mange klubber har i årevis haft den opfattelse, at de små unioner med de forholdsvis få klubber bliver tilført for mange penge fra DBU-kassen.
DBU-formand Jesper Møller har flere gange forsøgt at forlige parterne i DBU Bredde, men hidtil forgæves. I DBU-kredse er mange af den opfattelse, at jyden Jesper Møller kun sidder som formand på DBU Jylland-formand Bent Clausens nåde, og at det i mange afgørende spørgsmål reelt er Bent Clausen, der sidder på magten i Dansk Boldspil Union.