– Vi opdagede det ved, at når klokken blev sat i gang, lød det som om man slog med en hammer på en jernplade. Det sagde gong-gong, men der var ingen klang i den. Det er rundingen i klokken og legeringen, den er støbt i, som giver klangen. Vi skal have den repareret, så den får den samme klang som tidligere, forklarer Svend Aage Kristoffersen.
Den gamle klokke blev koblet fra, da man opdagede revnen, og siden har man i sognet måtte nøjes med kirkens anden klokke, som er noget mindre.
Træthedsbrud
Vestermarie Menighedsråd har rådført sig med virksomheden Thubalka i Vejle, som er Danmarks største leverandør af kirkeklokker, klokkespil med videre.
Thubalka skriver i en besigtigelsesrapport, at klokken er støbt af Karsten Middeldorp, stadsstøber i Lübeck i Tyskland i 1550. Klokken har en diameter på 1,15 meter og vejer cirka 950 kilo.