Efter 13 år tager Mathias Øland Jensen en pause fra trænergerningen i bornholmsk fodbold. Hans sidste kamp på sidelinjen i denne omgang blev Bornfiber Liga-opgøret mellem Hasle og AaIF.
– Det bliver helt sikkert vemodigt for mig, for både spillerne og klubben er i den grad kommet ind under huden på mig. Det er svært at beskrive, hvor dejlig en klub det er at være i, skriver den nu forhenværende Hasle-træner i et opslag på Facebook.
– Jeg er mega glad for, at jeg efter mit stop i Rønne fB sagde ja til at hjælpe Jeppe (fodboldformand Jeppe Pedersen, red.) i et halvt år, men jeg er endnu mere glad for, at det blev til tre og et halvt år i stedet for, fortsætter Mathias Øland Jensen, der i 2022 førte Hasle IF op i Københavnsserien.
– 9,5 år i Rønne (RIK og Rønne fB, red.) og 3,5 år i Hasle - det er trods alt nogle timer, der er blevet brugt på fodbold, konstaterer Mathias Øland Jensen, der nu glæder sig til at være Hasle-fan i den kommende sæson.