Rytter fra BHS-PL Beton Bornholm skal køre i rødt og hvidt

Rytter fra BHS-PL Beton Bornholm skal køre i rødt og hvidt
Frederik Irgens må i det næste års tid køre i dannebrog, når han deltager i U23-løb. Foto: BHS-PL Beton Bornholm
CYKELSPORT | BORNHOLM | 17. OKT 2021 • 17:21
Jesper Gynther
Journalist
CYKELSPORT | BORNHOLM
17. OKT 2021 • 17:21

Frederik Irgens fra BHS-PL Beton Bornholm har i dag vundet danmarksmesterskabet for U23 i samlet start.

Det skete efter en flot holdpræstation, skriver BHS-PL Beton Bornholm på sin facebookside.

– Vores fem startende ryttere - Frederik Irgens, Nikolaj Mengel, Joshua Gudnitz, Adam Holm og Marcus Sander - leverede en magtdemonstration i dag og var oven på i hele cykelløbet. De var med i alt, hvad der foregik, kørte offensivt cykelløb og vandt fortjent til sidst!, skriver cykelholdet.

Irgens var i særklasse

Efter cirka 50 kilometer af dagens 166 kilometer blev 10 ryttere samlet i front. De 10 arbejdede flot sammen, og heri havde BHS-PL Beton Bornholm Irgens og Nikolaj Mengel. De to blev enige om at køre for Irgens, og flere gange ofrede Mengel sig forbilledligt og lukkede konkurrenternes angreb ned.

Med 35 kilometer hjem stak Irgens afsted sammen med Søren Vosgerau, og de to fandt ind i et godt samarbejde. Irgens var dog i særklasse, og sandsynligvis feltets stærkeste rytter på dagen. Så da han satte det afgørende angreb ind med fem kilometer til stregen, måtte en stærk Vosgerau se Irgens køre væk med guldet.

Ved målstregen i Stevns kunne Irgens derfor lade sig hylde, da han i ensom majestæt krydsede stregen og blev danmarksmester.

– Enormt fortjent sejr til Irgens - og en sejr til hele sammenholdet på vores stærke hold! De her gutter - de kan drive det meget langt!, skriver BHS-PL Beton Bornholm.