– Og så håber vi virkelig, at vi kan få lavet et samarbejde med skolerne, og især få campus eller efterskolen ud til os. Det skal vi arbejde på, siger Stine Rosenquist, som selv har arbejdet mange år som lektor på Sjælland, hvor hun ved holdopstart har taget eleverne med ud på discgolfbaner, så de kunne blive rystet godt sammen.
– Jeg fandt ud af, at discgolf er et rigtig godt redskab i undervisningen. Du går rundt i et meget flot naturområde, samtidig med du spiller et spil, så der er både hyggelig snak, koncentration og konkurrence, og det kan bare noget, siger hun og peger på, at banen i Rø er ekstra naturskøn, da man kommer forbi nogle af de flotteste klippestykker på Nordbornholm.
Nature Park bakker op
Planerne om at lave en discgolfklub bakkes op af Tor Madsen, som ejer Nature Park Bornholm. Han har givet tilsagn om, at klubbens medlemmer kan bruge parkens discgolfbane i tidsrummet 10-19 hele året rundt, og at klubben ikke skal betale særlig meget for at få lov til at bruge banen.
– Der er ikke nogen, der skal komme og sige, at jeg tjener på det, for det er ikke det, som er planen, siger Tor Madsen, som håber, at han ved at stille banen til rådighed for klubben kan være med til, at flere begynder at dyrke sporten på Bornholm.