Thomas Jørgensen er især utilfreds med, at der af DBU København efter hans mening bliver gjort forskel på de københavnske hold og de bornholmske hold, når det kommer til reglerne for afbud til kampe på grund af corona.
– Jeg synes, vi i den grad er blevet taget bagi af DBU København, fordi der står jo i reglementet, at melder man afbud på grund af corona, så taberdømmes man, siger han.
– De bøjer reglerne efter forgodtbefindende, og det sjove er, at det går altid ud over de bornholmske hold, siger han og peger på, at rønneklubben RIK, som også spiller i Københavnsserien, i øjeblikket kæmper med at stille hold til deres kamp denne weekend, efter en af deres spillere blev testet positiv for corona tidligere på ugen.
– Men RIK går efter at gennemføre deres lørdagskamp, for ellers taber de deres kamp, for det står i reglementet. Men Hvidovre behøvede det åbenbart ikke. Det er jeg godt nok tosset over, at vi her på Bornholm skal efterleve reglerne, men de københavnske hold behøver ikke, siger han.
RIK håber på negative tests
RIK's københavnsseriehold skal også i aktion i weekenden, hvor holdet møder Fremad Amager på hjemmebane. I ugens løb har det været tvivlsomt, om kampen kunne gennemføres, da en af RIK's spillere blev testet positiv for corona. De andre spillere på holdet er blevet testet i løbet af ugen for corona, og alle tests har heldigvis været negative. Dog venter spillerne på resultatet af den seneste test, og svaret skulle komme umiddelbart før kampstart klokken 15.30. RIK's cheftræner Nicklas Pedersen fortæller til Bornholms Tidende, at man derfor krydser fingre for, at alle tests er negative, så kampen kan spilles som planlagt.