Derudover har ejerne af Juhls Minigolf et samarbejde med Ældresagen på Bornholm, og Birger Kofod fra Ældresagen forventer, at mange af lokalforeningens medlemmer vil udnytte muligheden for at spille minigolf sammen om vinteren i det nye center.
– De seneste fire år har vi i sommerhalvåret plejet at træne hver fredag på Bornparks baner, og der plejer at være omkring 40 med. Mange har været kede af, at vi ikke har kunne træne om vinteren, men den mulighed har vi nu, fortæller han og afslører, at første træning hos Juhls Minigolf allerede bliver på mandag.
– Når man bliver lidt ældre, skal man have nogle udfordringer, så minigolf betyder meget for mange af os i Ældresagen, siger han og fortæller, at man til træningerne trækker et tilfældigt nummer, så det skifter fra gang til gang, hvem man er på hold med, og dermed bidrager minigolftræningerne til, at man får udvidet sit sociale netværk.
– Og så er minigolf også godt for mange ældre, fordi det er skånsomt for kroppen. Vi har et medlem fra Nexø, som spiller med, selvom hun har en rollator, men ved hjælp fra to frivillige kan hun godt spille.
– Jeg har også selv mange skader, og det er faktisk kun den her sport, jeg kan dyrke, siger Birger Kofod.