– I første sæt spillede vi også nærmest to mod én, og det kunne de klare, fordi Watanabe bare er en sindssygt dygtig spiller, lød det fra Mathias Christiansen.
I første sæt var det danske par således bagud med 2-8, 9-16 og 14-20, før Watanabes kræfter til at spille single med forhindringer begyndte at slippe op. Kun fordi Mathias Christiansen fejlbedømte den femte sætbold, vandt japanerne sættet med 21-18.
I andet sæt var Arisa Higashino om muligt i endnu højere grad blind passager på den japanske side af nettet, og med en føring på 11-3 midtvejs i sættet blev det en let dansk sejr på 21-11.
I 3. runde skal Mathias Christiansen og Alexandra Bøje torsdag møde det malaysiske par Tan og Lai. Begge par er useedede i Indonesia Open, der regnes for at være en af de største turneringer at vinde for verdens bedste badmintonspillere.