Lillian løb 163 km på 24 timer: Nu risikerer hun majestætsfornærmelse

Lillian Rasch Madsen vandt i weekenden DM-medaljer, da hun deltog i et 24 timers løb i Sæby. Nu gruer hun for, om de ømme ben vil være i stand til at neje for dronningen, når hun i aften skal være gæst på Kongeskibet Dannebrog.

Selvom det er tidskrævende at være direktør for Bornholms Regionskommune, har Lillian Rasch Madsen haft fritid nok til at holde løbeformen ved lige. Faktisk er hun i så god form, at hun løb sig til flere medaljer, da der lørdag til søndag blev afviklet danmarksmesterskaber i 24 timers løb i Sæby.

– Det var mit fjerde 24 timers løb, men det var første gang, at jeg løb så langt. Jeg ville godt ud over de 100 miles, som er knap 161 kilometer, og det kom jeg så også, siger Lillian Rasch Madsen, som nåede op på 163,7 kilometer, hvilket sikrede hende en samlet bronzemedalje blandt kvinderne og en guldmedalje i hendes aldersgruppe.

De mange kilometer var noget, som trak tænder ud, og de store udsving i temperaturer gjorde det heller ikke nemmere, indrømmer hun.

– Det er jo møghårdt, som sådan noget er. Med masser af kriser undervejs. Det var en svær omgang, også fordi vi havde jo varmt og solrigt om dagen, og om natten var vi helt nede på syv grader. Det er ekstra hårdt for kroppen i stedet for nogenlunde stabile temperaturer uden store udsving, fortæller Lillian Rasch Madsen, som trods strabadserne ikke holdt egentlige pauser undervejs. Da hun skulle spise og drikke, så gjorde hun det dog, mens hun gik.

Søvn blev der heller ikke noget af.

– Nej, nej, slet ikke. Det er der ikke tid til.

Fik du så sovet lige op til start?

– Det kunne jeg jo ikke engang, for vi startede først klokken 12, midt på dagen. Det er jo svært bare at sove til 10-11 stykker, det kan jeg jo ikke. Så man er alligevel været i gang i nogle timer, før man overhovedet starter. Sådan er vilkårene.

Risikerer majestætsfornærmelse

Søvn fik hun til gengæld, da hun endelig nåede hjem til bopælen i Saltuna sent søndag aften. Men stængerne er stadig ømme, og det kan godt blive lidt et problem, for da hun er direktør for Bornholms Regionskommune er hun mandag aften inviteret ombord på Kongeskibet Dannebrog, hvor hun skal møde dronningen.

– Jeg gruer lidt for at skulle op af den trappe. Jeg har sovet godt i nat, men jeg skal ærligt indrømme, at benene er jo vildt stive. Og jeg har en hævet fod og sådan noget, så det bliver et ynkeligt syn. Jeg gruer lidt for, hvis jeg skal neje for dronningen, om jeg kan det uden at få krampe i benene, fortæller hun.

Selvom hun risikerer at udøve majestætsfornærmelse, kan det ikke tage glæden væk fra, at hun lykkedes at vinde DM-medaljer.

– Jeg må ærligt indrømme at få en bronzemedalje til DM, det er sgu meget fedt. Jeg fik da også slået en af landsholdets løbere. Og så vandt jeg guld i aldersklassen, men det er nok, fordi der ikke er så mange i min alder, der stiller op.

Hvad er din historik med løb?

– Hvor mange år har jeg løbet ultraløb? Det ved jeg sgu ikke. Alt i alt har jeg vel løbet i 18 år, og jeg har nok løbet ultraløb de sidste 15 år. Det var mit 12. ultraløb, som har været seks, 12 og 24 timer, og jeg har også løbet 100 kilometer, og i år løb jeg Højlyngsstien (som er 67 kilometer, red.).