Klatrefestival har vokseværk

Klatrefestival har vokseværk
Udover klatring kunne man også forsøge sig med at gå på en slackline.
SPORT | MOSELØKKEN STENBRUD | Søndag 6. august 2023 • 17:19
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | MOSELØKKEN STENBRUD | Søndag 6. august 2023 • 17:19

På tre år er deltagerantallet fordoblet til Bornholm on the Rocks. I denne uge har hele 110 klatrere været med i festivalen i Moseløkken Stenbrud, hvoraf langt de fleste kommer ovrefra.

En slackline går på tværs af to klipper, og en modig mand begiver sig ud på den. Med 30 meter ned til jordoverfladen tager han forsigtigt et skridt frem og vugger så fra side til side. Han forsøger febrilsk at få balancen igen, men vuggene bliver større og større og til sidst må han lade sig falde i med hovedet først.

Det kunne være fortællingen om en linedansers død, men selvfølgelig er sikkerheden i orden til klatrefestivalen i Moseløkken Stenbrud, så han hænger bare i et reb fra linen nu vuggende op og ned, indtil han får kæmpet sig op igen og forsøger at tage et skridt mere.

At gå på line i en faretruende højde er en af de aktiviteter, som man har kunnet prøve i denne uge, og selvfølgelig har der også været mange, som har forsøgt at klatre op ad klippevæggene. Og i år har der været flere end normalt. 110 har deltaget i Bornholm on the Rocks, mens der for tre år siden blot var nogle og halvtreds med.

– Det er gået rigtig godt, og der er kommet rigtig mange ovrefra, som ellers kun klatrer indendørs i haller. De bliver vældig entusiastiske, når de bliver introduceret til udendørsklatringen på den bornholmske granit, fortæller arrangør Kim Moltved.

Siden festivalen første gang blev holdt i stenbruddet i 2010, er der blevet sat rigtig mange sikringsøjer ind i klipperne, og der er blevet fjernet løse sten og jord, der hvor man skal klatre. Derfor er der omkring 160 boltede ruter, som varierer meget i sværhedsgrad. Der er nogle for nybegyndere og også nogle, som er udfordrende for de allerbedste klatrere.

– Vi har en enkelt linje stående, som ikke er blevet bestiget endnu. Der har ikke været nogen, som er dygtige nok til at klatre den endnu, selvom nogle stykker har kæmpet på den, som er i de bedste klasser i Danmark og i udlandet, fortæller han.



Få bornholmere med

Festivalen afvikles også for at introducere bornholmere til klatring, men i år har der ikke været så mange med fra Bornholm. En af de få er Christian Voigt, som har klatret siden 2016 og om sommeren er en hyppig gæst i Moseløkken Stenbrud. Lørdag konkurrerede han mod de andre festivaldeltagere i sportsklatringskonkurrencen Bornholm Rock Master 2023, og det gik godt.

– Jeg havde regnet med at tage den stille og rolig i dag, men jeg har fået klatret nogle ruter, som jeg egentlig ikke har klatret før. Jeg er her rimelig tit i løbet af sommeren, men sådan er det jo, når man er i Moseløkken, der er så mange ruter, så der er hele tiden noget nyt, fortæller han.

– Jeg er med, fordi jeg synes, det er et super fedt event, og det er min måde at være sammen med andre mennesker på. Jeg synes bare, det er fedt at samles her og bare hygge med en sport, vi alle sammen godt kan lide at lave, siger han og roser Moseløkken Stenbrud.

– Moseløkken giver, at vi kan komme herned og dyrke vores sport, og vi kan mødes med andre, som kommer fra andre dele af landet. Jeg har også klatret med nogle fra Sverige, Norge, Spanien, Italien og Tyskland. Det er et sted, hvor vi alle sammen kan mødes og så klatre på det her megafede område, hvor vi får lov til at være.

Hvad siger folk ovrefra om stedet?

– Det meste jeg hører er, at folk synes, det er fantastisk. Mange af dem ser jeg igen og igen. Jeg har også været sammen med nogle fra Odense, hvor jeg har studeret i et par år. De kommer her og så klatrer vi sammen, og de kommer jo tilbage hvert år, og det må de jo gøre, fordi de synes, det er fedt.

Er det stadig udfordrende for dig?

– Ja. Der er masser af ruter, som jeg har det svært ved. Hvor jeg er nødt til at prøve at oppe mit game, men så skal man også vurdere, om det er det værd. Der er nogle ruter, som er udenfor min rækkevidde, og så er der nogle, hvor jeg tænker, at jeg kan prøve dem. Og hvis jeg så klatrer dem sammen med nogle, som er lidt bedre end mig, så har jeg mere mod til at prøve det.

– Jeg klatrer også bare for hobbys skyld, men også for at udvikle mig lidt, siger Christian Voigt, som blev introduceret til klatring i en idrætstime, da han gik i 1.g på HTX.

– Og så var der en af mine klassekammerater, som spurgte, om vi skulle tage op at klatre i vores fritid, så det ikke kun var med skolen. Og så var jeg bare hooked. Og så fik jeg klatresele i julegave, og så har det bare kørt lige siden da.



Vinderne af Bornholm Rock Master

Vinderen i A-rækken (Topguns-rækken) blev makkerparret Emil Traidl og Thorbjørn Petersen med 88 point, Janus Larsen og Primoz Konda vandt B-rækken (Wannabees-rækken) med 100 point, og Katrine Busk og Areel Henchel vandt C-rækken (Hang-a-rounds-rækken) med 99 point.

 


 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT