29-årige Jacob Sommer Simonsen har også høvlet en ordentlig luns af sin egen bedste tid. Ifølge Dansk Atletiks officielle database var hans bedste tid indtil søndag 2 timer, 11 minutter og 24 sekunder og blev sat i København i foråret.
Det er forholdsvis nyt, at Jacob Sommer Simonsen har satset på maratondistancen, men han var alligevel rejst til Berlin med ambitionen om netop at sætte dansk rekord.
Landstræner i mellem- og langdistanceløb Kersti Jakobsen fulgte med i rekordforsøget hjemmefra, og hun er imponeret af AGF-løberens bedrift.
– Det er en vildt flot tid. Han var den tredjebedste europæer, og det er virkelig værd at lægge mærke til. Endelig er der ved at ske noget igen for dansk maratonløb, siger landstræneren.