– Det har taget noget tid at få lavet den færdig, for det er ikke bare noget, man banker op på en eftermiddag. En ærestavle skal nemlig vise respekt til dem, der har ydet en stor indsats for klubben. Det er alle sammen gode idrætsfolk, som har sat retningen for RIK og defineret klubben, og det er vigtigt at fortælle historien og ære dem på en ordentlig måde, siger Flemming Bech, som har fået hjælp af to håndværkere til at lasergravere navnene på klodserne. Derudover er der også RIK's og de to moderklubbers logoer (RB 1897 og B1910) og en lille statue af den tidligere spiller Aksel Nielsen.
Ifølge Flemming Bech betyder det meget for æresmedlemmerne at se deres navne på tavlen, og selvom flere af dem ikke længere er aktive som spillere eller ledere, så er der ingen tvivl om, at deres hjerte stadig banker for klubben.
– Vi har fået doneret dyre designermøbler og kontanter af æresmedlemmer, og vi er meget taknemmelige for, at de stadig støtter klubben, siger han.
Den gamle ærestavle vil blive opbevaret i klubbens arkiver, og den nye kan ses i klublokalet ved Rønne Stadion Nord.