– Jeg tog holdet, da ingen andre ville. Men jeg ville gerne, da jeg har været en del af NB Bornholm-projektet, siden det startede i 2009, og det vil altid have en plads i mit hjerte, fortæller klubmanden, som stod meget alene med opgaven, da han indledningsvist hverken havde en assistenttræner eller holdleder.
– Så det har selvfølgelig været et hårdt år for mig, siger Claudi Espersen, som i starten også brugte meget tid på at overtale spillere til at blive, hvilket lykkedes.
Til gengæld svigtede resultaterne på banen i efteråret og også i starten af foråret, hvilket efterlod holdet på en suveræn sidsteplads. En stærk slutspurt med seks sejre i de sidste syv kampe betød dog, at holdet imod alle odds sikrede overlevelse og sluttede på en midterplacering.
– Vi hentede nogle spillere hjem, og vi fik noget mere fylde på holdet, som var en nødvendighed for, at vi kunne blive i rækken. Og jeg er så sindssygt stolt over, at vi er blevet, siger Claudi Espersen, som dog ikke nåede at nyde overlevelsen i lang tid, før han fik en trist meddelelse.