Mikkel Holmsberg
17-årige Mikkel Sveigaard Holmsberg fra NH/ASG Volley var et ukendt navn for lederne i volleyballforbundet, og derfor tilmeldte han sig selv til påskens talentlejr i Ikast. Det blev belønnet med en plads på det ene af de to danske landshold, der senere på sommeren deltog i den internationale Nevza Cup-turnering, der også blev spillet i Ikast.
Selv om det blev til fem knebne nederlag for Mikkel Holmsbergs hold i Nevza Cup, fik den unge bornholmer fuld spilletid, og efterfølgende, i september, blev han også udtaget til bruttotruppen på det danske U17-landshold.
Mikkel Sveigaard Holmsberg er nu blevet så bidt af volleyballsporten, at han efter sommerferien startede på efterskole i Ikast og nu spiller fast på et Danmarks allerbedste ungdomshold, Ikast KFUM. Derefter er det drømmen at komme til USA og spille volleyball på high school-niveau.