Claus vil slå verdensrekord: Skal løfte mere end 501 kilo

Claus Dahl Kofoed løfter her 200 kilo. Målet er at løfte mere end det dobbelte. Foto: Jesper Gynther
SPORT | Lørdag 2. april 2022 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | Lørdag 2. april 2022 • 05:30

Claus Dahl Kofoed har trænet dødløft i et halvt år og er nu nået op på at kunne løfte 300 kilo. Der er stadig et stykke vej op til verdensrekorden på 501 kilo, men han tror på, at han kan slå den i 2024.

Optimismen er intakt. Et halvt år efter han begyndte at løfte vægte i Nexøhallens træningslokale, tror 55-årige Claus Dahl Kofoed stadig fuldt og fast på, at han om to års tid vil slå verdensrekorden i dødløft, som i øjeblikket lyder på 501 kilo.

– Jeg har stadig troen på det, så i 2024 regner jeg med, at jeg kan tage den vægt. Det er også godt at have noget at gå efter, siger han.

I dødløft skal man løfte en stang med vægte op i luften og holde den der i et par sekunder. Det er Claus blevet rigtig god til. Han lagde ud med at løfte 150 kilo, så gik han op til 250 kilo, og nu kan han løfte 300 kilo.

– Jeg træner og træner og vokser og vokser, så det går rigtig fint. Det går fremad, fortæller nexøboen, som ikke har haft besvær med at løfte flere og flere kilo.

– Jeg synes ikke, det har været sværere, end jeg troede, siger han.

Selv er han gået tre kilo ned i kropsvægt, fordi den intense træning har forbrændt meget fedt. Han vejer nu 119 kilo, men målet er at opbygge muskelmasse, så han kan komme op at veje 140 kilo. Det er nemlig nødvendigt at have en meget høj kropsvægt, hvis man skal kunne løfte over et halvt ton.

Teknikken i dødløft er meget vigtig, for hvis man gør det forkert, så kan man nemt komme til skade med sin ryg. Foto: Jesper Gynther

Vil skifte navn til Mr. Stone

Claus havde planlagt, at han skulle træne hver eneste dag hele året rundt, men det har han ændret på, så nu træner han hver anden dag i 30 til 45 minutter. På den måde får kroppen mulighed for at restituere mellem træningerne.

– Man skal også passe på ikke at overtræne, siger han og fortæller, at han - bortset fra en mindre lårskade - heldigvis ikke har døjet med nogen skader.

Nu handler det om at fortsætte træningen, så målet kan nåes.

– Det næste stykke tid skal jeg bare træne og træne og træne.. Og så har jeg tænkt mig at købe noget udstyr hjem til haven, og så vil jeg prøve at lave nogle dødvægtsløft derhjemme også, siger han.

Hvad har reaktionerne været på, at du vil forsøge at slå verdensrekorden?

– Folk siger, at jeg bare skal klø på, som jeg plejer. De kender min energiske måde at være på.

– Jeg møder også ældre mænd hver morgen, når jeg er her i træningscenteret, som siger: Der er fuld knald på dig, siger Claus, som plejer at træne klokken 6.30 i Nexøhallens træningslokale.

Selvom det er blevet til mange træninger det seneste halve år, så har han ikke mistet lysten til projektet.

– Jeg bliver ikke træt af at træne. For hver træning får jeg mere energi, siger han og afslører, at når han skal forsøge at slå verdensrekorden i 2024, hvor han vil være fyldt 58 år, så bliver det med et andet efternavn end Kofoed.

– Jeg vil i cpr. registreret skifte navn til Mr. Stone, for jeg er stærk ligesom bornholmsk granit, siger han.

Claus Dahl Kofoed spiser varieret kost, men bruger ikke energipulver. Foto: Jesper Gynther


501 kilo

Den nuværende verdensrekord er sat af Hafthor Bjornsson, som også er kendt som skuespiller og blandt andet har spillet Gregor "The Mountain" Clegane i tv-serien Game of Thrones. Løftet blev gjort den 2. maj 2020 i Island.

Se verdensrekorden blive sat:





FÅ ABONNEMENT