Folkemødet vil synge demonstranter til orden

Det er slut med at invitere aktivister til dialog. Nu skal de bekæmpes med skønsang.

Folkemødet har to scener, som de selv er ansvarlige for. Hvis de bliver bestormet af personer, der vil kuppe debatten, har Folkemødet fundet på en ny strategi. Den forrige direktør ville invitere kupmagerne med til debatten, den nye direktør vil have publikum til at synge fællessang. Det siger Folkemødets direktør, Signe Saabye Ottosen, til Politiken, og nu uddyber hun sin strategi i Tidende.

Hvordan kan det være, I proaktivt melder ud, at der bliver sunget, hvis ballademagere stormer en debat?

– Folkemødet er en demokratisk platform, hvor alle mulige perspektiver og stemmer mødes, og det er også de stemmer, der er uenige, der mødes. Det er hele den spændstighed, der skaber Folkemødet og gør Folkemødet interessant. Aktiviteter, der direkte har til hensigt at afholde andre mennesker fra at komme til orde eller afholde andre mennesker fra at lytte – de er jo ikke i overensstemmelse med Folkemødets formål. Så kan man sige, at de forskellige greb, som vi kan trække op af vores værktøjskasse, altså de greb, vi kan sætte i anvendelse i forskellige situationer, jamen det vil jo i sagens natur bero på den specifikke situation, siger Signe Saabye Ottosen.

Men jeg forstod ikke helt, hvordan det kan være, at I proaktivt melder ud, at der vil blive sunget, hvis ballademagere stormer en debat. Vil du forklare det?

– Jeg har ladet mig fortælle af kloge hoveder, at det kaldes vinkling af artiklen (Politikens, red.). Vi har jeg ingen indflydelse på de redaktionelle beslutninger, og det skal vi heller ikke have. Sådan er det, siger folkemødedirektøren.

Vil du på forhånd melde ud, hvilke sange, der skal synges, så man lige kan nå at lære dem?

– Det var et godt forslag i virkeligheden. Det her med at gøre brug af fællessang, er kun et greb blandt mange. Der kan også være andre måder, vi vælger at håndtere det på, og det vil hele tiden bero på en konkret vurdering og afvejning af situationen, siger hun.

Sidste år fik Folkemødet kritik for at opfordre til at ville invitere ballademagere med i debatterne, hvis de gik op på en scene. I år vil I synge i stedet – hvad er forskellen i forhold til at håndtere ballademagerne med de to metoder?

– Nu sætter du denne her modsætning op. For mig ser det ikke sådan ud; det er ikke sådan, mit billede ser ud. Altså først og fremmest i denne her diskussion eller drøftelse er det supervigtigt at forstå, hvordan Folkemødet er skruet sammen. Vi har jo 3.500 events, som tilsammen udgør Folkemødets program. Det er ikke foreningen, der sidder og kuraterer alle de her events. Altså Folkemødet står jo kun bag en meget lille del af de her events. Det jeg prøver at sige her, er, at Folkemødet er en kæmpe samskabelsesproces. Og der kommer mere end 150 aktører og partnere fra hele landet og bringer de dagsordner og de emner til torvs i Allinge, som de synes er relevante og vigtige. Vi hverken kan eller skal være herre over, hvordan de udvikler deres dagsordner og deres events – ej heller, hvordan de afvikler dem. Det er 100 procent arrangørernes ansvar, lyder det fra Signe Saabye Ottosen.

En farlige strategi

Kommunikationsrådgiver Anna Thygesen sætter spørgsmålstegn ved fællessangsmodellen.

Hvad siger du til strategien om at synge ballademagere ned af scenen?

– Det er en farlig strategi, der heller ikke virker specielt gennemarbejdet. Hvis målet er at få skabt et folkemøde i trygge rammer, så er det mere en strategi om, hvad man ikke gør. Folkemødet siger til deres arrangører, at de kun tager ansvar for deres egene scener, og hvis der sker noget der, så synger vi eller trækker os, siger hun.

Hvorfor er det et problem?

– Det mest interessante ved strategien er, hvad man ikke tager sig af. Hvad med alle de andre locations? Man er opmærksom på som publikum, at det er et afgrænset område, men man tager åbenbart ikke sikkerheden alvorligt for andre scener. Signe Saabye Ottosen understreger, at man ikke vil blande sig der, men hun anbefaler, at man kan følge deres strategi med at synge eller trække sig, og det lader til at være hendes eneste løsning, siger Anna Thygesen.

Hvordan kan det være et problem, at folkemødedirektøren siger, arrangørerne er velkomne til at følge deres strategi om at synge, hvis der kommer ballademagere?

–Det er jo dybest set fralæggelse af ansvar. Der er en ånd i Folkemødet, det er samskabelse og dialog. Men når det kommer til ballademagere, virker det kun til, at det er Folkemødets ansvar, hvis det sker på egne scener. Det er en direktør, der fralægger sig ansvaret. Der mangler fuldstændig det, jeg vil kalde en håndteringsstrategi. Hvis de har den, er det fint, men det er noget, man melder ud på forhånd. Det gør mig utryg. Der mangler en gennemført krigsplan med konflikthåndtering. Det er kun syng eller gå. Igen står vi som sidste år, hvis ikke Folkemødets ledelse vil blande sig i det her, hvor tro er man så mod det danske demokrati, hvis dagsordner kan kapres udefra, uden nogen gør noget ved det? Sang er simpelthen ikke en mulighed, når man taler krisehåndtering. Det er meget aktivistisk – nogen laver ballade, og så er der nogen andre, der synger. Det er ikke Folkemødet, der skal optræde aktivistisk – det fik vi i hvert at vide sidste år, siger Anna Thygesen.

Det fremgår ikke af Folkemødets hjemmeside, hvem der synger for i tilfældet af ballade.