Alberte vandt sølv i jysk taekwondostævne

Alberte vandt sølv i jysk taekwondostævne
Fra venstre: Tobias Runge Svendsen, Alberte Lindblad Grønbech og Lis Borring. Eget foto
NOTITS | 27. SEP 2023 • 15:26
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
27. SEP 2023 • 15:26

En lille gruppe fra Bornholm Taekwondo Klub har i weekenden været i Skanderborg til ”Fight Open” Poomsae Teknik stævne, som havde samlet små 200 deltagere.

Der var konkurrence i mange grupper og flere discipliner. Både i Poomsae og Free Style var der mulighed for opstilling både individuelt, mix par og team, som så var opdelt i aldersklasser og poomsae også efter bæltegrader.

Bornholm Taekwondo Klub stillede denne gang bare med to unge rødbælter M og F i alderen 12-14 år. Tobias Runge Svendsen 3. kup og Alberte Lindblad Grønbech 4. kup.

Rødbæltegruppen går fra 4. kup op til 1. kup, der er sidste graduering før det sorte bælte, og det er her, de stærke udøvere begynder at vise sig.

– Vores to deltagere er lige rykket op i denne svære gruppe, og vi var derfor ret spændte på, hvordan de ville klare det, fortæller træner Lis Borring fra Bornholm Taekwondo klub.

Tobias var i en drengegruppe på ni personer og placerede sig ganske pænt i midten af feltet på en 5. plads. Alberte i en pigegruppe på 12 skulle først i semifinalen kæmpe om en finaleplads – til de otte bedste, hvor hun kom med som nummer 4 – og herefter en finalerunde.

– Denne klarede Alberte så godt (selvom der her var lidt nerver på), at hun sluttede på en 2. plads og dermed sølv til Alberte, siger Lis Borring, som oplever, at mange af klubberne ovrefra finder det prisværdigt, at de bornholmske udøvere tager helt til Jylland for at dyste.

– Endnu en gang markerede Bornholm sig flot, og fra rigtig mange af de andre klubber, er man ret imponerede over, at vi gang på gang rejser så lang til de danske stævner, som ofte ligger i Jylland.

– Men selve rejsen betyder også meget, idet det skaber sammenhold at tage af sted flere dage, hvor der så naturligvis også hygges undervejs, siger hun.

Bornholmerne benyttede desuden turen til at gennemgå lidt teori op til det sorte bælte, idet de to forventes at skulle til Dan graduering om cirka halvandet år – i foråret 2025 – og der er meget teoretisk pensum der også skal på plads ud over de fysiske discipliner og krav.

Næste stævne for få af klubbens elever bliver DM i Skanderborg den 18. november – og så slutter året af med et ”bredt” stævne igen den 2. december i København.

– Så der er nok at træne op til for vore unge elever - og jeg nyder som coach (mens jeg selv stadig ikke er klar til at vende tilbage til konkurrence) at have god tid til at arbejde med at dygtiggøre dem, og også få nye gjort klar til stævne, siger Lis Borring.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT