AaIF-sejr nr. 20 kom i hus

AaIF-sejr nr. 20 kom i hus
AaIF – på billedet Jeppe Friis Henriksen – gjorde rent bord i Bornfiber Ligaen. Arkivfoto: Torben Ager
NOTITS | SPORT | Søndag 23. juni 2024 • 17:16
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | SPORT | Søndag 23. juni 2024 • 17:16

Hasle pressede ubesejrede AaIF til det yderste, men Bornfiber Liga-mestrene vandt 3-2.

20 sejre af 21 mulige - den sidste kamp endte uafgjort - blev det flotte slutresultat for vinderne af Bornfiber Ligaen, AaIF. Hasle satte sig på en lige så sikker andenplads, mens Knudsker og Nexø 2 sluttede på tredje- og fjerdepladsen i slutspillet om bornholmsmesterskabet 2023/24.

Turneringen blev afsluttet med et topopgør mellem AaIF og Hasle - en kamp, hjemmeholdet efter en hæsblæsende afslutning vandt med 3-2.

Men Hasle kunne drage hjem med æren i behold. I 1. halvleg på det nærmeste vadede gæsterne i chancer, men det blev kun til det ene mål, som Thobiaz Hansen scorede efter en halv times spil. Et skud, som den ellers velspillende AaIF-målmand Piotr Sochaczewski kom lidt sent ned til.

I 2. halvleg var det AaIF's tur til at sidde på det meste af spillet, og allerede efter fem minutters spil udlignede Laurits Blem Ibsen, til 1-1. Det var Ibsens femte fuldtræffer i slutspillets seks kampe.

Midtvejs i 2. halvleg kom AaIF også foran med 2-1 på et perlemål af backen Chris Larsen. Fra en position uden for straffesparksfeltet bankede han bolden op i det nærmeste målhjørne uden chance for Hasle-keeper Patrick Borgen.

Den stilling holdt indtil 15 sekunder før tid, hvor Jonas Pedersen udlignede til 2-1.

Dommer Morten Hjorth Hansen havde dog lagt nogle minutters ekstra spilletid til kampen, og da stadionuret rundede 92.30 minutter, slog hjemmeholdet til igen. Et langt hjørnespark fra højre side blev headet retur ind foran mål, hvor Chris Larsen fra nært hold kunne heade bolden i kassen til en AaIF-sejr på 3-2.

Efter kampen overrakte Frank Granlyst fra DBU Bornholm mesterskabspokalen til anfører Markus Blem Ibsen, hvorefter AaIF-spillerne dansede sejrsdansen i en rundkreds, hvor man i midten så holdets ordinære anfører, den langtidsskadede Mathias Lund. En flot gestus af de glade holdkammerater.

Målorgie i Nexø

Også i Nexø blev der scoret mange mål, da forårets sidste opgør mellem Nexø 2 og Knudsker endte 4-4.

Fra kampens start var der dog ikke meget, der tydede på, at hjemmeholdet skulle få det ene point. Der var kun spillet 20 minutter af kampen, da Jannik Rosengren bragte Knudsker foran med 3-0.

Kort forinden havde samme spiller gjort det til 2-0, mens det var Jonas Haagensen, der skød målfesten i gang efter blot fem minutters spil.

Knudsker kom til Nexø uden målmand Nikolai Haagensen, og midtvejs i kampen måtte afløseren, markspilleren Thomas Schärer, hente bolden ud af nettet fire gange. Noah Ystrøm og Patrick Ambrosen reducerede til pauseresultatet 3-2, og straks i 2. halvleg bragte Mads Mikkelsen med to mål også Nexø foran med 4-3.

Først i det 90. minut sørgede Jeppe Bidstrup for, at Knudsker ikke var kørt forgæves, da han udlignede til slutresultatet 4-4.

Svaneke rykker op

Fra og med næste sæson udvides Bornfiber Ligaen til otte hold, og samtidig bliver det muligt for klubberne at have to hold i øens bedste række.

Oprykningsspillet blev vundet af Viking 2, der rykker op sammen med Viking 1. Viking 3 besatte tredjepladsen, men kan ikke rykke op. De to sidste oprykningspladser går derfor til Hasle 2 og Svaneke.

Især bliver det spændende at se, hvad Svaneke kommer med i næste sæson. I oprykningsspillet blev det kun til tre sejre, hvoraf de to var skrivebordssejre på 3-0, fordi BVI og Knudsker 2 ikke kunne stille hold.

Stillingen i Bornfiber Ligaen

1. AaIF 6 24-07 24

2. Hasle 6 14-11 13

3. Knudsker 6 09-18 7

4. Nexø 2 6 11-22 2

Stillingen i Oprykningspillet

1. Viking 2 7 22-01 21

2. Viking 1 7 32-04 18

3. Viking 3 7 15-16 12

4. Hasle 2 7 11-13 10

5. Svaneke 7 09-17 9

6. ASG 7 17-13 8

7. BVI 7 01-07 4

8. Knudsk. 2 7 03-12 4

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT