Kun ni uger gammel tog Bongo DAT-flyveren til Bornholm, hvor han skulle bo i et år som en del af sin uddannelse til servicehund. Her fortæller cheftræneren om hans første tur – og om den livsrejse, der kun lige er begyndt.
Bongo er en golden retriever med en særlig mission i livet: Han skal være servicehund. Det betyder, at han en dag skal udlånes gratis for livstid til et barn eller en voksen med funktionsnedsættelse – det kan for eksempel være en kørestolsbruger med brug for hjælp til praktiske gøremål i dagligdagen.
Første trin i Bongos uddannelse skete sidste år, da han, blot ni uger gammel, skulle flyve med DAT til solskinsøen. Her skulle han bo i et år hos en værtsfamilie for at blive socialiseret og miljøtrænet.
– Det var nogle skønne mennesker, der lagde hjem og hjerte til. De havde hund i forvejen og vidste derfor, hvor stor en glæde en firbenet ven bringer. Selvom indsatsen er ulønnet, er det et vigtigt led i kæden hos Servicehunde til Handicappede (STH) – vi er jo en privat velgørenhedsorganisation, så for familien har det været sådan et lille næstekærlighedsprojekt, forklarer chefinstruktør Lise Lotte Christensen.