Janne Vestergaard står bag Instagram-profilen BornholmBornholmBornholm, der med 43.000 følgere er den største af sin slags om solskinsøen. I 2019 startede hun et samarbejde med DAT, hvilket skulle vise sig at kaste mere af sig, end hun nogensinde havde turdet håbe på.
Janne Vestergaard, der står bag den populære Instagram-profil BornholmBornholmBornholm, beskriver sig selv som ”bornholmer i hjertet”, og hun kender da også øen langt bedre end gennemsnitsturisten. Ikke alene har hun sammen med sin familie besøgt øen i stort set alle ferier, lige siden børnene var helt små. Hun har også flittigt delt oplevelserne på det sociale medie. Indtil 2015 foregik det på en privat konto, men i 2015 fulgte hun sin voksne søns råd om at skabe en offentlig profil.
– Jeg kunne efterhånden fornemme en vis træthed hos venner og bekendte, når jeg postede endnu et billede af en solnedgang fra Bornholm, ler hun.
Og det viste sig at være et smart træk. Efter et halvt år havde kontoen 12.000 følgere, og da Janne, på utallige opfordringer fra udenlandske følgere, gik over til at skrive billedtekster på engelsk til sine ”grams”, eksploderede interessen. I dag har hun 43.000 følgere fra hele verden.