Yogaen er blevet folkeeje
Vi har draget inspiration fra Østen, når det kommer til at få bugt med de mentale udfordringer. Særligt yogaen er ikke til at komme uden om i dag, og en stor andel af danskerne ejer en yogamåtte, som de bruger mere eller mindre.
Yoga tilbyder tre forskellige elementer, nemlig øvelser til åndedrættet, meditation og fysisk afspænding. Alt efter hvilken gren, man benytter sig af, vil fokusset være større eller mindre på ét eller flere af de tre elementer.
I forhold til at håndtere og forebygge stress kan yogaen være effektiv. Den er nem at have med at gøre, fordi man også kan dyrke den derhjemme. På YouTube finder man et hav af guides og videoer, og både begyndere og øvede kan finde noget, der passer til dem.
Det er ingen skam at gå i terapi
Efterhånden som de mentale udfordringer er blevet større i Danmark, er terapi blevet mere almindeligt. De fleste tabuer er blevet nedbrudt, og i dag er der ikke noget skamfuldt eller mærkværdigt i at gå til psykolog.
Den mest almindelige terapi, nemlig kognitiv terapi, er blevet suppleret af en række nye former. Man kan vælge mellem en hel del forskellige grene af psykologi, og mange af dem fokuserer i høj grad på at reducere stress.