– Det er en meget uheldig situation, vi er i, fordi det går udover både udvalget og borgerne. Vi bliver lidt taget som gidsler i de her to personers lille krig med hinanden. Jeg har også sagt, at jeg ikke kommer til at vælge side, for jeg gider ikke rodes ind i, hvem der har ret og ikke ret. Vi talte også meget om, at Ældrerådet og de beføjelser, de har i forhold til udvalget, faktisk er meget tydelige. Ældrerådet er en høringspart. De har ret til at blive hørt i sager, men det er klart, at Ældrerådets formand ser det som sin opgave, når der kommer henvendelser at se på, hvad man kan gøre. Det er bare ikke hans opgave.
Rækker det ud over Ældrerådets beføjelse, når Erik A. Larsen sender en henvendelse direkte videre til velfærdsdirektør Trine Dorow?
– Ja, det vil jeg egentlig mene, fordi i sådan nogle sager skal man jo faktisk have fuldmagt eller samtykke fra de her borgere, der har henvendt sig.
Har du gjort dig nogle overvejelser om, hvorvidt det udelukkende skulle være Ældrerådets henvendelser, der har forårsaget, at der nu er sygemeldinger?
– Nej, det har jeg ingen idé om, og jeg ved heller ikke noget om de konkrete sager og antallet af dem. Det er ikke noget, jeg som udvalgsmedlem har været involveret i – heldigvis. Jeg ved, at vores medarbejdere generelt er meget pressede – også af andre opgaver. Det her er bare flere opgaver, der lægges oveni, så jeg tror, det er en kombination af, at situationen er som den er med besparelserne i 2024, og også den her store omorganisering vi er i gang med.