Trøst misser endnu en mulighed for møde med minister: 'Jeg er på ferie'

Trøst misser endnu en mulighed for møde med minister: 'Jeg er på ferie'
Jacob Trøst sidder for bordenden i Bornholms lokale grønne trepart. Arkivfoto: Jacob Jepsen
POLITIK | 12. APR • 19:00
Frida Flinch
Journalist
POLITIK | 12. APR • 19:00

Det er ikke muligt for minister Jeppe Bruus at mødes med Bornholms borgmester og formand for den lokale grønne trepart, når han besøger Bornholm mandag, da Jacob Trøst er bortrejst.

Ministeren for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), vil hele mandag være at finde på Bornholm, men det vil borgmesteren og formanden for den lokale grønne trepart, Jacob Trøst (K), ikke.

– Jeg er på ferie, desværre, lyder det fra borgmesteren, da Tidende ringer.

Jacob Trøst fortæller, at ministeren selv fortalte ham om besøget på Bornholm til det Kommunalpolitiske Topmøde, der blev afholdt i Aalborg 20.-21. marts.

– Der nævnte Jeppe Bruus en mulighed for, at han kunne komme til Bornholm i påsken. Men der havde jeg jo allerede min rejse booket i kalenderen, men jeg tilbød at kunne mødes om søndagen. Det fik jeg så svar på i forgårs, at det kunne han ikke.

En invitation fra en minister står ellers altid højt på borgmesterens prioriteringsliste, oplyser Jacob Trøst.

– Når en minister inviterer, så prioriterer jeg det altid højt, men nogle gange kommer det med meget kort varsel, og så er det ikke altid, at det kan lykkes.

Ministeren skal blandt andet besøge Food Bornholm, der producerer plantebaserede fødevarer, og på tur til Ekkodalen for at se moserne.

Om aftenen gæster Jeppe Bruus Socialdemokratiets arrangement i Brohuset, hvor også resten af Bornholm er inviteret til en dialog om den grønne trepart. Her vil det være muligt at stille ministeren spørgsmål om Bornholms fremtidige natur.

Selvom borgmesteren ikke selv vil deltage, er han glad for, at de andre parter i den lokale treparts styregruppe viser flaget.

– Jeg ved, at både landbruget og Danmark Naturfredningsforening er repræsenteret på mandag, så det er supergodt, siger Jacob Trøst.

Planlægger nyt møde

Jeppe Bruus har været på besøg i flere kommuner, hvor han har mødtes med de lokale treparter for at vende deres nystartede arbejde med arealomlægningen. Men ifølge ministeriets presseafdeling er det ikke formålet med ministerens besøg på mandag.

Et sådan møde er dog i gang med at blive planlagt, lyder det fra borgmesteren.

– Vores sekretariater arbejder på at finde en dato, hvor vi kan mødes.

Ved du, hvornår sådan et møde kan komme i stand?

– Nej, det ved jeg ikke. Vi har givet ministeren alle datoer for vores kommende møder og venter på, om han kan komme og deltage, hvor hele den grønne trepart er repræsenteret, svarer Jacob Trøst.

Anden gang han aflyser

Det er ikke første gang, at borgmesteren må sidde over et møde med ministeren om den grønne trepart.

Tilbage i marts blev alle formænd i landets 23 lokale treparter inviteret til møde i ministeriet for grøn trepart, men Jacob Trøst var forhindret i at komme og måtte i stedet sende sin stedfortæder, Helle Munk Ravnborg (EL).

Jacob Tørst kunne ikke deltage i mødet i marts af to årsager.

– Dels havde jeg et vigtigt bestyrelsesmøde i Rønne Havn, hvor det var vigtigt, at der kom nogle BRK-inputs. Og så havde jeg et møde, som handlede om grøn trepart lokalt. Det var blandt andet med en fond og med Naturstyrelsen. Det var et møde med mange deltagere, så det var svært at flytte, siger han.

Jacob Trøst bekræfter, at det nu er anden gang, at han misser muligheden for at mødes med ministeren.

– Vi koordinerer jo rigtig tæt. Jeg er jo også i dialog med Lennart Westh fra landbruget og Michael Stoltze fra Danmarks Naturfredningsforening, så vi er rigtig godt på vej og koordinerer. Jeg holder også min suppleant inde i det her loop for at sikre, at vi får givet de relevante oplysninger og vores øsnker videre til ministeren, tilføjer Jacob Trøst.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT