Søren Pind: Sådan genopliver vi Bornholm

Eksministeren og eksilbornholmeren har flere bud på, hvordan Bornholm kan få mere liv. Og hvad man gør forkert.

Han bliver stille et øjeblik. Som trækker ud. Øjnene bliver blanke og stemmen grødet.

– Jeg synes ikke, vi skal snakke mere om det nu. Ordene er Søren Pinds, og det er det eneste tidspunkt i det halvanden timer lange interview, hvor den tidligere toppolitiker og nuværende erhvervsmand er ordknap.

For det er Søren Pind sjældent. Ordknap. Han er velorienteret på rigtig mange fronter og har holdninger til det meste. Hvis man altså spørger ham. Hvad der fik Søren Pind til at gå i stå og få blanke øjne, vender vi tilbage til senere.

Eksilbornholmeren er taget en tur med op i en imaginær helikopter for at se Bornholm lidt fra oven og komme med nogle bud på, hvad der vil kunne skabe fremdrift på flere fronter. Ét af værktøjerne er Folkemødet. Bornholm fik udvidet udviklingsklaviaturet i 2011, hvor Folkemødet blev afholdt første gang. Men lige præcis der er han ikke imponeret af udviklingen.

– Jeg synes, man har fået alt for lidt ud af Folkemødet. Jeg synes, det kævl, og strid og spektakel, der har været, har fyldt for meget. Også fra lokalt hold, altså brok. Og så synes jeg også, at Folkemødets ledelse er blevet mere og mere politisk korrekt, og i virkeligheden også har ensporet det i stedet for den brede folkelighed, der var kendetegnet før.

Fået alt for lidt ud af det

Faktisk mener Søren Pind, at Folkemødet har forandret sig i en grad, så det har fjernet fokus fra det, som var de oprindelige tanker med arrangementet.

– Jeg mener, at man i forbindelse med Folkemødet kan tale om et før og efter. Jeg var med Bertel Haarder dengang, hvor idéen blev undfanget. Vi snakkede meget om, at det skulle ligge på Bornholm, og så slap vi den ellers derfra. Men fortællingen om den her ø, som har fået det her folkelige politiske og kulturelle centrum; tilført en madkultur sammen med Kadeau, hvor du både har fået Michelin-restauranter og en meget bred madkultur koncentreret omkring nogle af de produkter, som udspringer fra øen; om det er landbrugsprodukter eller lakrids, eller hvad det nu måtte være.

– Alt i ét udgør det jo en enestående fortælling, som sætter sig rundt omkring. Og for at sige det rent ud, synes jeg, at man har fået for lidt ud af det. Hvor har det sat sig i den kommunale administration? Hvor har den sat sig i tankesættet i kommunen som sådan, at man ligesom skal prøve at fremme nogle af de her ting og prøve at være en del af den fortælling, som Folkemødet kan bruges til?

En harsk kritik

Han synes ganske enkelt ikke, at politikerne har grebet de muligheder, Folkemødet har givet Bornholm til at fremme øens erhvervsliv.

– Det er jo nærmest armslængde, der er mellem Folkemødet og kommunen, hvor man i virkeligheden burde omfavne det og sørge for, at lokalbefolkningen kommer med og så videre. Det ved jeg godt er en harsk kritik, og den er sikkert forkert, men nu spørger du mig ud fra de præmisser, jeg kender til det på. Det, man har mulighed for, og det ved jeg i hvert fald noget om, det er, at ud fra de præmisser og den position, man har, det sted, man er, har man mulighed for at udvikle et brand, og ud fra et brand kan man gøre en masse ting. Så kan man tilføre det, man har. For Bornholm har nogle hele unikke virksomheder.

Det var tåbeligt

De bornholmske politikere bør ifølge Søren Pind tænke sig om i forhold til Folkemødets fremtid. Han mener, der mangler en retning for, hvad Folkemødet kan gøre for Bornholm.

Og måske har de begået en brøler, der er vanskelig at rette op på igen. At udskille Folkemødet fra kommunen.

– Jeg synes i hvert fald, det var tåbeligt. Jeg mener, det er jo ikke fordi, jeg ikke går ind for private foreninger og sådan noget. Tværtimod går jeg meget ind for det. Men det burde være et samspil; lige så vel som Roskilde gør med Roskilde Festival. Selvfølgelig. Problemet er, at hver eneste gang, man støder ind i ballade og problemer, så næres den der lille snak om, at man måske burde flytte det et andet sted hen. Det ville være en katastrofe.

Men kommunen ejer fortsat Folkemødet, skal de hjemtage det fra Foreningen Folkemødet?

– Hvis man skal gøre det, skal man lave en samfundskontrakt med de omkringliggende omgivelser og beboerne i Allinge om, hvad der skal ske. Man er nødt til at give det noget kærlighed. Det er en enestående platform for at få nationalpolitisk opmærksomhed og ikke kun politisk, men også erhvervsmæssig opmærksomhed, for de kommer der alle sammen. Jeg kan bare mærke, at den der sammenhæng er blevet løsere, og jeg fatter det ikke.

Nu er der lige kommet ny folkemødedirektør. Hvad vil være dit bedste råd til hende?

– Mit allerbedste råd til hende vil være et, som Bertel Haarder sagde en gang, da han beskrev sin funktion som kirkeminister. Han sagde, ”jeg betragter mig selv om Folkekirkens pedel. Jeg skal sørge for, at alting fungerer og er i orden, men jeg skal ikke have en masse meninger. Det skal de selv finde ud af.”

– Så mit bedste råd til hende vil være, lad nu være med de der løftede pegefingre og woke-politisering af Folkemødet. Lad det nu udfolde sig som den politiske festival, det er, hvor der er forskellige meninger. Lad være med at ensrette det. Lad det udfolde sig. Spar på de eksterne meldinger og kommuniker med lokalbefolkningen. Og lad være med at mene så frygtelig meget. Sørg for, at tingene fungerer. That’s it.

Søren Pinds kærlighed til Bornholm forsvinder aldrig. Og han vil tilbage igen en dag. Foto: Søren Strandman-Møller

Dyre flødeskumshuse

Hvad skal man ellers gøre med Folkemødet?

– Der er en elite i Danmark, og de mødes alle sammen hvert eneste år på Folkemødet flere dage i træk. På ét sted i landet. Jeg kan overhovedet ikke se det afspejlet i investeringer undtagen i de dyre flødeskumshuse ved vandet, og jeg kan ikke se det afspejlet i det kommunale arbejde, i virksomhedstilgang, jeg kan ikke se det nogen som helst steder. Hvordan kan det være, at når man har landets elite plus alle mulige andre samlet på ét sted, så kan man ikke se det afspejlet?

Søren Pind mener også, at regionskommunen har et medansvar for, at de små byer mister pusten og pulsen. Politikerne på rådhuset burde række ud for at aktivere en række interessenter og få gang i udviklingen.

– Kommunen, befolkningen, Realdania og staten burde gå sammen og sige, ”hvordan reetablerer vi et liv på landet, som faktisk kaster noget af sig? Enten i form af bygningsmasser, som bliver renoveret, eller at skabe nogle rammer, hvor der kan ske noget indenfor.

– Tag Østermarie; mit yndlingseksempel, som jeg sætter meget højt. Jeg kan huske, da den by var levende. Jeg kan huske det. Jeg boede der. Jeg kan huske, at når folk gik hen over torvet, så var det med et formål. Så var det filialbestyreren i Andelsbanken eller Unibank, som gik hen i Brugsen for at aflevere et eller andet. Der var altid noget. Og det er jo helt væk nu. Det er sådan en klassisk historie – du bygger en stationsby, og så kommer der huse. Der kommer forretninger. Hele hovedgaden er fyldt med forretninger. Så dør jernbanen. Så får folk biler, og så begynder de at køre længere væk for at hente deres ting. Hovedgaden uddør, så kommer internettet. Så dør det endnu mere, og her sidder vi. Der sidder så nogle mennesker med skuffede forventninger, for det ikke lige det, de købte hus for der, siger han.

Sparer hist og pist og hist og pist

Hvad skal man så gøre?

– Det store spørgsmål er lige modsat – hvad har man gjort ved det? Man tænker jo ikke strategisk. Hvilke greb har vi egentlig for at sikre, at der faktisk er en tilværelse for de mennesker, der bor der, hvor husene er velholdte, og hvor der faktisk er noget at leve af? Hvorfor samler vi ikke de intellektuelle kræfter? Ligesom vi har lavet et kulturelt folkemøde, hvorfor laver vi ikke en institution med stat, kommune, de største fonde og universitetsmiljøerne, hvor vi én gang for alle sætter os for at sige, at vi skal finde en metode, hvor livet på landet er levedygtigt udover landbrug og udover festivaler og kultur.

– Eller tag fat kapitalfonde for den sags skyld. Jeg har talt med kapitalfondsdirektører, der siger, at der ligger henslumrende værdier der. Hvis vi kan reaktivere de værdier der, for det er jo det, det handler om for dem, hvis vi kan reaktivere eller nyaktivere de værdier; der ligger allerede en hel infrastruktur, kloakker, der ligger huse, der ligger sådan set alt.

Den proces mener Søren Pind, at regionskommunen sammen med staten og en række fonde skal være med til at sætte gang i for at få genoplivet de dele af Bornholm, der har tabt pusten.

– Det vil være et godt sted at starte her. Jeg tror også godt, at man vil kunne samle kræfterne her. Jeg kunne bare godt tænke mig, at man prøver. I virkeligheden gør man som alle andre steder; sparer på bibliotekerne, sparer hist og pist, og hist og pist. Skærer, skærer, skærer. Men der er jo ikke noget udviklingsperspektiv. Og det irriterer mig. Jeg savner bare, at hvis man er langt nede, så skal man ikke gøre som alle andre.

Det er i den grad muligt at tvinge smil ud af eksministeren. Store smil endda. Foto: Søren Strandman-Møller

Forfald i Rønne

Hvordan kan det være, at du ikke er med til at sparke til det her?

– Jeg synes jo, jeg har brugt mange år på politik, hvis det er det, du hentyder til. Og de her fondsstillinger, de hænger ikke på træerne. Men jeg mener seriøst, at hvis det stod til mig, så kan man altid diskutere, hvor initiativet skal komme fra – er det regeringen, der skal prøve at samle kræfter i forhold til at prøve det et bestemt sted i landet, ellers kunne en regionskommune starte med at sige, at nu går vi foran?

Hvis du nu skulle præsentere nogle idéer for kommunen om, hvordan man kan vende udviklingen, hvad vil du så gøre?

– Først vil jeg køre ned til Nexø og tage nogle billeder af Nexø Havn og den transformation, der har fundet sted; ikke mindst takket være Barslund, men også takket være kreative kræfter. Så vil jeg køre op til Tejn og tage nogle billeder der. Så vil jeg køre til Hasle og notere mig den udvikling, der er foregået i byen. Og så vil jeg køre ind til Rønne og se det forfald, der er på Rønnes torv.

– Og så vil jeg sige, hvordan kan det være, at kystbyerne undtagen Rønne gør det rigtig, rigtig godt? Så vil jeg køre ind på øen og tage et billede i Rutsker, i Rø, i Bodilsker og for den sags skyld i Østermarie, og så vil jeg sige, hvorfor ser der sådan ud? Der er fem kilometer ind, hvorfor er det sådan? Og så ville jeg tænke, at nogle af de kræfter, vi har sluppet fri langs kysten, det er selvstændige erhvervsdrivende og initiativtagere, og når det lykkes for dem, kan man lige pludselig sælge en kop kaffe til 45 kroner.

– Man kan brygge øl, og man kan lave kvalitetsmad og det ene og det andet. Det kan faktisk lade sig gøre. Alt forandring handler om, at man har initiativrige mennesker, der har tilstrækkelig kapital til at udvikle deres idéer. Og når de så udvikler deres idéer, så har det en øjeblikkelig indflydelse på deres omgivelser. Det foregår i kystbyerne og det spørgsmål, jeg ville stille, er, at hvordan kan man overføre den dynamik til det, der er inde på øen. Hvorfor er det så evident, at det ikke kan lade sig gøre?

– Så vil jeg først tage et møde med nogle af alle de kræfter, man allerede har set, kan gøre noget. Det kunne være Almeborg, det kunne være Oceans Prawns, det kunne være nogle andre. Så ville jeg sætte mig ned som kommune og sige, at hvis vi nu sørger for, der var landspolitisk interesse her, og hvis vi kunne få forbindelse til nogle af de store fonde, og hvis man kunne få kapitalfonde engageret; måske en pensionskasse i at lave de her transformationstanker med det bevidste sigte at gøre bly til guld ind på øen, hvor forudsætningen er, at det skal give et afkast, så vil vi som politikere levere de forudsætninger og rammer, der skal til, for at det kan lade sig gøre.

Stop med at bede om underskudsdækning

Hvem skal skabe den kobling til det landspolitiske og få dem med?

– Jamen for det første er der to folketingsmedlemmer valgt på øen, og det er godt, at man er repræsenteret. Men det, jeg kan se, det er, at man alligevel går over til regeringen hele tiden og forhandler om driftsdækning og underskudsdækning. Det kunne jo være, at hvis man kom med et visionært projekt, som faktisk handlede om en vedvarende transformation og ikke hele tiden bad om underskudsdækning, så kunne det være, at man faktisk kunne få lov til at lave forsøget som frikommune. Og når så alle grinede af mig og sagde, at det var den mest åndssvage idé, de har hørt i hele deres liv, så ville jeg gå hjem og ærgre mig over det.

Hvad skal der til for, at du ringer og siger, må jeg ikke komme over og præsentere mine idéer?

– Jamen, jeg vil ikke trænge mig på. Den eneste grund til, at jeg siger alt det her, det er, fordi det interesserer mig. Jeg har prøvet i det små for at se, om man kunne gøre det her, men jeg tror, man er nødt til at tænke det stort. Jeg tror, der er brug for en hidtil uset sammenblanding af det private og offentlige, som de ansvarlige politikere på Bornholm er nødt til at sætte sig selv i spidsen for.

Udover at være bestyrelsesformand i Danish Cyber Defence, er Søren Pind også formand for Biogas Danmark. Foto: Søren Strandman-Møller

Ingen borgmester Pind

Hvorfor tager du ikke herover og stiller op som borgmester?

– Jeg har aftjent min politiske værnepligt.

Hvorfor så ikke aftjene din politiske værnepligt nummer to?

– Nej, jeg har været der, hvor jeg skulle være i politik. Jeg synes også, at det her er nyt, så der må nogle nye mennesker til.

Men er du helt færdig i politik, uanset om det er lands- eller lokalpolitik?

– Det har jeg aldrig sagt, at jeg var. Det vil jeg aldrig påstå, at jeg er. Men jeg vil sige, at der er nogle mekanismer, der forhindrer mig i at vende tilbage. Og én af grundene til, at jeg forlod politik, var, at det grundlæggende er blevet ufolkeligt. Jeg nåede at vokse op med de store partiforeninger; et stort Venstre med flere hundrede medlemmer, og hvor normale mennesker også var medlemmer af politik. Og hvor idérige mennesker også var medlemmer af partier. Hvor man faktisk havde indholdsrige diskussioner om i hvilken retning, samfundet skulle udvikle sig.

– Uden at sige noget om de tilbageværende politiske partier, så er det bare ikke længere normen at være medlem af et politisk parti. Og jeg har ikke lyst til at være i et lille tomt rum. Det er ikke for at lyde frelst, men jeg forlod faktisk en ministerpost før tid. Jeg er ikke frelst, men jeg har et behov for, at hvis jeg skal være i politik, så skal det ikke kun være for min egen skyld. Men sådan er det i høj grad nu; at man er der for sin egen skyld. Jeg har ikke noget imod ego, jeg har et stort ego selv, men jeg vil helst have, at man også er der for andre.

Vi skal ikke snakke mere om det nu

Hvad med dig selv og Bornholm; kommer du herover og bor her igen?

– Ja.

Hvornår?

– Det ved jeg ikke.

Hvad vil du herovre?

– Det lyder meget romantisk…finde fred…men sådan, som jeg har det, siden jeg forlod øen som 18-årig; hver gang, jeg lander i lufthavnen, eller kommer ind med færgen, så er der en stemme i mig, der siger ”hvad er det, du laver, hvorfor skal du væk?”

– Det, jeg har skrevet i min bog, er, at jeg skal begraves der. Hvornår det så lige præcis bliver, at jeg skal hjem til Bornholm, ved jeg ikke endnu, for der er flere end mig. Og så har jeg også fået en lille dreng, så det kan også være, at det går hurtigere, end jeg tror.

Hvor gammel er din søn?

– Han er 22 måneder gammel.

Hvad vil der skulle til, hvis han skal vokse op på Bornholm?

Søren Pind har det seneste minut gradvist sænket taletempoet og stemmen. Nu bliver stemmen grødet, og øjnene bliver blanke.

– Det må vi se.

Du ser ud til at blive rørt lige nu…

– Jeg synes ikke, vi skal snakke mere om det lige nu…

Men Søren Pind kommer tilbage. Måske har han tasken fuld af idéer og sparker liv i alt. Måske vil han passe sine jobs i hovedstaden på afstand med afsæt i Østermarie. Måske vil han bare nyde sit otium. Men der kan ikke sættes ”måske” foran, hvorvidt Søren Pind vil stoppe med at have holdninger til, hvordan Bornholm udvikles. Det vil han altid have.

Om Søren Pind

55 år gammel

Født i Herning og opvokset i Østermarie

Student fra Bornholms Gymnasium

Uddannet cand.jur fra Københavns Universitet

I dag er han bestyrelsesformand for Danish Cyber Defence

Har haft fire forskellige ministerposter