Smæk med vindmølledør klemmer regeringen

Smæk med vindmølledør klemmer regeringen
Arkivfoto
POLITIK | Fredag 10. februar 2023 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Fredag 10. februar 2023 • 05:30

Centralt i efterdønningerne af at sætte to planlagte havvindmølleparker ud for Bornholm og 31 andre nye havvindprojekter på pause står en samlet dansk erhvervstop, der taler med ualmindeligt store bogstaver og tilsiger regeringen til møde.

Toppen af det danske erhvervsliv er rasende, helt uforstående og dybt skuffet, efter at Energistyrelsen mandag sagde stop for at behandle i alt 33 ansøgninger om nye havvindmølleparker efter den såkaldte åben dør-ordning.

Blandt de 33 projekter er Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners' (CIP) fælles projekt om indenfor få år at opføre to havvindmølleparker i Østersøen, henholdsvis syd og øst for Bornholm.

Projekterne er blevet sat på pause, fordi Energistyrelsen er blevet nervøs for, at åben dør-ordningen strider mod EU-retten. Åben dør indebærer, at staten stiller havbund gratis til rådighed for privat finansierede havvindmøller, men også at staten ikke støtter med penge og heller ikke får del i det senere udbytte.

At se den mulighed bremset med risiko for, at åben dør-ordningen senere kan blive lukket helt fik torsdag brancheorganisationerne Green Power Denmark, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Brintbranchen, Danske Rederier og Forsikring & Pension til samlet at sende et brev til statsminister Mette Frederiksen (S) og tre andre ministre.

Enorme konsekvenser

Med Bornholm som hjemsted for nogle af jobbene anslår organisationerne, at "Danmark går glip af over 50.000 nye grønne job i anlægsfasen og 8.400 permanente grønne job i driftsfasen" alene på de ansøgninger om at opføre samlet 14 gigawatt havvind, der sidste år blev søgt om via åben dør-ordningen.

Fordi et power-to-x-anlæg, der kan omdanne strøm til grønt brændstof, er en integreret del af CIP og Ørsteds planlagte projekt på Bornholm, har organisationernes bekymring for dansk power-to-x også direkte adresse til blandt andet Bornholm.

"En betydelig del af grundlaget for en danskpower-to-x-industri forsvinder, fordi en power-to-x-industri forudsætter adgang til rigelige mængder grøn strøm hurtigt, og en meget stor række af de projekter, der er ansøgt gennem åben dør var tiltænkt netop power-to-x-produktion. Dermed risikerer Danmark at gå glip af op til 35.000 nye grønne job", skriver de seks erhvervsorganisationer i brevet til de fire ministre.

"Investeringer i milliardklassen fra virksomheder og investorer risikerer at gå til andre dele af verden, hvor der satses på grøn energi", lyder det også i brevet.

Samtidig bliver regeringen opfordret til "øjeblikkeligt at få EU-Kommissionen til at afgive et officielt svar på, om der er et EU-retligt problem med den danske åben dør-ordning". Ligesom regeringen bliver indkaldt til at drøfte sagen med de danske virksomheder ved "et lukket grønt topmøde".

De seks erhvervsorganisationer oplyser også både hvor og hvornår regeringen bliver tilsagt til møde: 21. februar klokken 17 på Børsen.

Mere kritik på egen hånd

Topchefer i flere af de seks erhvervsorganisationer bakkede torsdag det fælles brev til regeringen op med kritiske kommentarer på egen hånd.

– Det er chokerende, at private virksomheder, der stiller milliardinvesteringer til rådighed og tager enorme risici, er blevet vildledt af staten. Ordningen har været kendt i næsten 25 år, og først nu bliver den underkendt, siger Dansk Industris topchef Lars Sandahl Sørensen.

Vestas-topchef Henrik Andersen undrer sig over, at regeringen ikke bad EU-Kommissionen om at tage officielt stilling til den danske bekymring, inden regeringen trykkede på bremsen.

– Konkurrencemyndighederne i Bruxelles indgår i drøftelser med det private og offentlige erhvervsliv hver evig eneste dag. Hvor man kan spørge dem ind til den ene eller den anden struktur. Hvis man mener at have fundet et muligt problem, spørger man da om det officielt, inden man sætter alt i stå, siger han til Berlingske.

– Vi er den første industrination, der helt på eget initiativ fjerner hjemmemarkedet. Det er uset, hvis man kigger på nogen som helst civiliserede lande omkring os. Alle andre, der har industrier, som de gerne vil fastholde som stærke globale spillere, sørger for at have et gennemskueligt og gennemsigtigt hjemmemarked. Den gennemsigtighed har Energistyrelsen lige fjernet, siger Henrik Andersen.

– Vi mener, at regeringen fra starten skulle have udfordret EU-retten i denne her sag, samtidig med at behandlingen af de nye havvindmølleparker fortsatte. Der er ingen grund til at gå med livrem, seler og udslået airbag. Det er vores klima, det handler om, siger Kristian Jensen, direktør i Green Power.

Topchefer kræver akutpakke

I et fælles debatindlæg torsdag i dagbladet Børsen henter topcheferne Brian Mikkelsen (Dansk Erhverv), Henrik Andersen (Vestas), Niels Duedahl (Norlys) og Jens Rasmussen (Eurowind) inspiration fra sundhedsvæsenet ved at foreslå både en akutpakke og en behandlingsgaranti for havvindmølleparkerne.

"Lad os få en akutpakke for vedvarende energi, som sætter turbo under udbygningen af vindmøller og solceller. Vi foreslår, at akutpakken indeholder en grøn behandlingsgaranti, så projekter om vedvarende energi godkendes på maksimum seks måneder, og at der sættes et nyt årligt mål for udbygningen af vedvarende energi på land", skriver de fire direktører i Børsen.

"Derudover skal regeringen gøre alt for at godkende de 13 gigawatt havvind, der er ansøgt via åben dørordningen, herunder få statsstøttegodkendt ordningen i EU", tilføjer de.

Den danske beslutning om at sætte ny havvind på pause giver desuden ekko i udlandet.

– Det er komplet absurd, især på et tidspunkt, hvor EU lemper sine regler for statsstøtte for at muliggøre mere fleksible investeringer i vedvarende energi, siger Giles Dickson, chef for brancheorganisationen WindEurope, til Financial Times.

Danmarks egen beslutning

Samtidig falder flere pladser også på plads omkring kontakten mellem de danske myndigheder og EU-Kommissionen i tiden frem til mandag, hvor åben dør-ordningen blev sat på pause.

Talsmænd for EU-Kommissionen meldte tidligt ud, at EU ikke har handlet aktivt i sagen og ikke har set EU-retlige problemer i åben dør-ordningen. Torsdag kom det frem, at der kun gik cirka en uge fra Danmark henvendte sig til EU om sagen, til åben dør-ordningen blev sat i bero.

Torsdag oplyste en EU-kilde til Ritzau, at Danmark henvendte sig sidst i januar kontaktede EU-Kommissionen, "som hverken tog stilling til eller bad Danmark træffe beslutningen".

Statsminister Mette Frederiksen (S) er i Bruxelles både torsdag og fredag. Her håber hun sammen med EU-Kommissionens formand Ursula van der Leyen at "finde en løsning" på et problem, som det altså ikke er EU, der har rejst.

– Jeg håber, at vi så hurtigt som muligt finder en løsning. Og det føler jeg mig faktisk også sikker på, at vi gør. For der er ingen, der har en interesse i, at Danmark ikke producerer en masse havvind, siger Mette Frederiksen torsdag.

– Vi har en fælles interesse. I Danmark har vi brug for at producere mere vedvarende energi. Og Europa har brug for mere vedvarende energi. Så jeg forudser ikke, at der vil være en konflikt med EU-Kommissionen, siger hun.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT