"En del af konklusionen på kapacitetsanalysen er derfor, at selvom der er kapacitet nok i 2023 og 2024, så er der få vuggestuepladser. Det betyder, at mange familier vil opleve at blive tilbudt en plads i en anden by, end de bor, og for nogles vedkommende vil det være langt væk. Den tendens vil blive forstærket i årene fremover, hvor flere og flere familier vil blive påvirket", står der i børne- og skoleudvalgets dagsorden.
Underskud på hele øen
Aktuelt er der også overskud af kapacitet i Rønne, men det forandrer sig i 2025, og når Vildandens lejemål udløber, vil der ikke længere være ledige pladser i Rønne eller på resten af Bornholm. Selvom det private børnehus Bien i Nyker planlægger at udvide med en vuggestue, ændrer det ikke på, at der fra efteråret 2025 vil være en samlet underskudskapacitet på hele øen.
Hvis kommunen ikke gør noget inden da, vil den ikke kunne leve op til pasningsgarantien, fremgår det. Dagtilbudsloven giver forældre ret til at ønske specifikke pasningstilbud til deres barn. Hvis det ikke er muligt at opfylde ønsket, tilbyder kommunen et andet pasningstilbud. Samtidig har forældrene har ret til at stå på venteliste til det ønskede pasningstilbud, og det er der mange forældre, der benytter sig af på Bornholm.
På nuværende tidspunkt lever kommunen op til pasningsgarantien og tilbyder alle børn en plads i et pasningstilbud på øen. En del forældre oplever dog allerede nu, at der ikke er plads i det ønskede tilbud og får tilbudt plads i en anden by. Med det forudsætter, at der er ledig kapacitet, hvilket der ikke vil være, når Vildandens lejemål udløber.