I har lagt op til at finansiere næste års budget med 40 millioner fra kommunens kassebeholdning, og i år har I brugt over 20 millioner kroner fra kassen. Mener du, at det er en linje, kommunen kan fortsætte med i alle dine fire år som borgmester, eller skal I rette økonomien op inden da?
– Der er jo en naturlig grænse for, hvor længe vi kan blive ved med det, siger Jacob Trøst og uddyber:
– Vi er inde i en god periode med tilflytning og håber på, at økonomien bliver bedre i løbet af nogle år. Så vi gør det på denne måde, for at vi ikke sparer noget væk, som ikke er nødvendigt at spare. Vi håber at kunne flade den kurve lidt ud, for det andet giver uro i organisationen.
I hvilken grad er I parate til at investere i boliger og andre tiltag, der kan skaffe flere indbyggere – og dermed indtægter til kommunen?
– Det bliver en balance. Hvis vi skal give grundtilskud til boliger, koster det nogle millioner. Og vi har også en byg- og planafdeling, der er maksimalt presset. Det bliver en del af forhandlingerne, hvor mange penge vi kan finde til de ting.