Skifter spor: 'Jeg trives ikke med at indordne mig'

Mogens Andersen har skiftevis haft autoværksted, rustbehandling og solgt brugte biler de seneste 30 år. Men kroppen er ikke længere, som den var, og derfor har han nu åbnet synshal i Aakirkeby, så han forhåbentlig kan arbejde med biler resten af sit arbejdsliv.

Der er ro på i den spritnye synshal, da Tidendes udsendte får bugseret den store, eldrevne varevogn, der tjener som redaktionsbil, ind på parkeringspladsen på Brovangen.

Her byder Mogens Andersen velkommen. Han giver ikke meget for elbiler, men det kommer vi tilbage til senere.

Mekanikeren er oprindeligt fra Lemvig i Vestjylland, men som det er sket for så mange andre, blev han forelsket i en bornholmsk kvinde og flyttede med hende østpå. Selvom de to ikke længere er sammen, har han efter 40 år på Bornholm svært ved at forestille sig, at han nogensinde kommer herfra.

– Jeg savner af og til Jylland og at kunne køre til en fodboldkamp, hvis jeg har lyst. Men jeg tror aldrig, jeg kommer herfra. I hvert fald ikke levende, ler han.

Mogens Andersen startede Birkelund Auto tilbage i 1995. I starten var det mest salg af brugte biler og autoværksted. Herefter blev der skruet ned for brugtbilssalg, da han kastede sig over rustbeskyttelse.

Han har selv bygget de fire bygninger, som i mere end 20 år husede hans virksomhed.

– Jeg byggede ud, ekspanderede og ændrede lidt på konceptet, fortæller han.

I dag har han bare en enkelt bygning tilbage. For omkring seks år siden dukkede der pludselig købere op til de tre øvrige bygninger, og den slags muligheder skal man gribe, mener han.

– Jeg solgte nok lidt for tidligt, men jeg vurderede, at det var en god løsning. Man ved jo ikke, om der er en køber, når man en dag vil sælge, forklarer han.

Nyt koncept er klar

Han fylder først 60 år til næste år, og han var altså bare i starten af 50'erne, da han solgte det meste af sin virksomhed fra.

– Så har jeg bare haft autoværksted her og lavet lidt forskelligt ved siden af, forklarer han.

Han har kørt granit til Rønne Havn, arbejdet på oliemøllen og været på Jensen ad to omgange, men han trives ikke rigtig med at være ansat.

– Jeg vil helst være selvstændig, og det skal helst være noget med biler. Det er jo det, jeg har lavet i 30 år, og jeg trives ikke med at indordne mig, smiler han.

– Mine skuldre er heller ikke så gode, som de var engang, og jeg kan ikke rigtig stå med armene opad. Så det er svært at lave biler, for det kræver, at man står under dem og roder, forklarer han.

Henover vinteren har han derfor skiftet kurs og bygget autoværkstedet om til en synshal.

I foråret har han været på flere kurser, så han nu er godkendt til både periodesyn, registreringssyn for forhandlere og syn af traktorer og motorcykler, og han håber, at han har fundet sin niche til resten af sit arbejdsliv.

Han åbnede synshallen for 14 dage siden, og foran venter bare arbejdet med at bygge forretningen op, så det bliver noget, han kan leve af.

– Men fordi vi bor på en ø, så er der jo kun det antal biler at slås om. Der er to synshaller i Rønne, og så er der én i Østermarie, som er en del af en kæde. I Nexø er synshallen åben to gange om ugen.

Mogens Andersen har selv valgt at være udenfor kæder. Han vil være sin helt egen, men det har både fordele og ulemper.

– Jeg skal selv ordne det hele, men til gengæld skal jeg så ikke betale penge til en kæde, og hvis jeg gerne vil have nogle dage fri, så kan jeg bare spærre kalenderen, for det er mig, der bestemmer, forklarer han.

Håber på højt ukrudt

Mogens Andersen håber, at det kan lykkes at komme ind på markedet, så han får nok at lave og kan få synshallen til at gå i plus.

– Vi er jo flere, der slås om bilerne nu, men hvis jeg bare kan få en fjerdedel af dem, der er, er jeg rigtig godt tilfreds. Men det er jo nemt at lave et budget. Det er straks sværere at få det til at holde, smiler han.

Han er imidlertid ikke typen, der budgetterer. Han er bare gået i gang, og det viste sig at være væsentligt dyrere at ombygge til synshal, end han havde regnet med.

I løbet af dagen har han både sprøjtet ukrudt og skruet lidt i sin egen Volvo Amazon fra 1962, og det passer ham fint at have god tid.

– Men jeg vil selvfølgelig hellere have, at ukrudtet bliver højt, fordi jeg har fuld skrald på, smiler han.

Han har selv haft masser af biler igennem syn i sin tid som brugtbilsforhandler, og derfor føles det meget hjemmevant at være på den anden side, hvor man er statens forlængede arm.

– Der skal virkelig være styr på det, og man bliver udtaget til kontrol i ny og næ. Du ved ikke, hvornår de kommer, men hvis du får et vist antal minuspoint, så bliver du lukket ned i 30 dage, og hvis man gør det igen, så er det 60 dage. Så man skal holde sin sti ren.

– Men generelt skal man jo også bare lave et ordentligt stykke arbejde og behandle folk ordentligt. Der er jo ingen, der har interesse i at køre rundt i en bil med fejl på, forklarer han.

Mens han venter på at virksomheden tager fart, har han også investeret i den ejendom på Brovangen, hvor Wild Destillery tidligere holdt til. Den er sat lidt i stand, og bliver nu udlejet til Post Nord. Han har også et par udlejningshuse i Snogebæk og Gudhjem.

– Så det er en kombination, der gerne skulle gøre, at vi kan eksistere, forklarer han.

Glad for at arbejde

Tanken er, at synshallen er en form for droslen ned.

Mogens Andersen har været i gang, siden han var 14 år og startede som arbejdsdreng. Herefter gik han i lære, og siden da har kroppen været på arbejde.

– Jeg brænder stadig for biler, og jeg har selv en håndfuld veteranbiler, som jeg går og roder med.

– Jeg må så også sige, at jeg synes gamle biler er sjovere. De har sjæl på en anden måde end de nye elbiler, som for mig bliver lidt kønsløse og intetsigende, fortæller han ærligt.

Ligesom hos Tidende er der også en elbil i hans egen husstand, så det er ikke, fordi han har noget imod dem - og de er faktisk også nemmere at syne, fordi de ikke skal forureningstestes, understreger han.

Men det betyder, at han har det helt okay med, at bilreparationerne fremover er på hobbybasis på egne selvvalgte biler, for han er ikke i tvivl om, at der er en udløbsdato på de fossile brændstoffer, og for ham bliver det en æra, der slutter.

– Vi skal selvfølgelig ikke forurene, men jeg håber nu, at den æra bliver ved lidt endnu, smiler han med et blik på den flotte gamle bil, der lige nu er står på en af liftene i hallen.

Skulderen er endnu ikke værre, end at han stadig kan spille golf, skyde lerduer og rode lidt med de gamle biler, og hvis der pludselig er nogen, der henvender sig og vil købe synshallen i utide, skal der en rigtig stor check til.

– Jeg blev gældfri, da jeg solgte mit firma, så jeg behøver egentlig ikke lave det store, men det havde jeg ikke godt af mentalt. Jeg bliver trist, hvis jeg ikke har noget at stå op til, forklarer han.

Han har altid været glad for at gå på arbejde, og han har ikke tænkt sig, at pensionen venter lige om hjørnet - heller ikke selvom chancen skulle byde sig.

– Så skulle det måske være, hvis nogen købte det, og jeg så kunne arbejde her på halv tid, for jeg kunne godt tænke mig at arbejde tre dage om ugen og holde fire dage fri, spekulerer han.

– Men jeg er ikke interesseret i at sælge, for så længe min krop kan, så vil jeg gerne arbejde.