Mere end en fordobling: Danmark afviser oftere russiske fly

NYHED | 19. JAN 2023 • 06:22
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
19. JAN 2023 • 06:22

Sidste år blev F-16-fly fra det såkaldte afvisningsberedskab sendt på vingerne 80 gange. Året før var de i luften 30 gange, så der er tale om mere end en fordobling.

Det fortæller TV 2.

– Det er selvfølgelig udtryk for, at der er krig i Europa, og Østersøen er blevet et stadig mere interessant område for russerne. Det er tydeligt, at der er mere aktivitet fra russisk side, siger major Thomas Kristensen, som er jagerpilot i Forsvarets afvisningsberedskab på Flyvestation Skrydstrup, til tv-stationen.

Ifølge major Esben Saling Larsen fra Forsvarsakademiet er der tale om provokationer fra russisk side, der skal vise, at Rusland fortsat er en betydelig militær magt.

– Når de udfordrer vores afvisningsberedskab, understreger de, at Rusland er en stormagt, der ikke er bange for NATO. Og at de er i stand til at bruge magt, hvis de en dag får lyst til det, siger han til TV 2.