– Jeg kører sygetransport hos Falck. Det har jeg gjort i otte år, og jeg er rigtig, rigtig glad for mit arbejde. Det kræver lidt empati og medmenneskelighed, og jeg mener faktisk, jeg har begge dele. Man skal kunne lide at snakke med alle folk og om alt muligt, og man skal kunne fornemme, når man bare skal være stille, hvis en patient måske kommer fra hospitalet med en trist besked. Mange patienter, som skal til jævnlige behandlinger, kommer vi til at kende godt og kommer til at følge deres sygehistorie og familieliv, både på godt og ondt. Det er enormt givende og sætter tit ens eget liv lidt i perspektiv. Jeg er oprindeligt butiksuddannet i boghandel og arbejdede med bøger i en del år. Jeg har også været taxachauffør og handicaphjælper. Det var som taxachauffør, jeg kom til Bornholm, som chauffør hos nogle venner, der var flyttet herover med deres vognmandsforretning. Jeg kom til TV 2/Bornholm, hvor jeg var med til at starte livetekstning for hørehæmmede. Senere arbejdede jeg også som producerassistent på stationen. Jeg elskede at være der, men desværre blev mit arbejde mere og mere overtaget af maskiner. Så kom jeg til Falck, og jeg regner bestemt med, at jeg bliver der, til jeg går på pension om et par års tid.
Og i din fritid?
– Boghandleren fornægter sig ikke. Jeg er meget glad for at læse. Det bliver desværre ikke til så meget som tidligere, hvor der røg flere gode romaner ned på en uges tid. Jeg elsker krimier, både de gamle som Agatha Christie og Maria Lang og de nyere fra Jo Nesbø, Lars Kepler og Håkan Nesser. Men også John Irving, Wilbur Smith, Morten Pape og flere andre er højt på hitlisten. Og kan jeg næsten besvime af grin over Bjarne Reuter. Jeg hører meget musik og har næsten ulækkert mange plader i samlingen, men som jeg altid har sagt, når der blev investeret lidt rigeligt: "Det er mine cigaretter". Jeg indrømmer gerne, at det er popmusik, jeg hører. 70'ernes glamrock og disco samt Melodi Grand Prix redder bare enhver fest, og jeg har lavet lokalradio i 20 år i Odder i Østjylland. En god film er også fedt. Jeg har haft nogle fantastiske rejseoplevelser, blandt andet U.S.A., Israel, Marokko, Stockholm og ikke mindst London, som jeg har et svagt hjerte for. Jeg har tidligere skrevet festsange og revynumre og spillet en del amatørteater. Og så har jeg jo nu fået Fria Fâula, som jeg gerne vil være med til at gøre til en god og solid gruppe, som kan give LGBT-personer nogle tilbud og bekæmpe ensomheden.