Samtidig med en stigende spænding mellem Vesten og Rusland i Ukraine-krisen, har Forsvaret i Danmark valgt at sende to F-16 kampfly til Bornholm.
Kampflyene placeres på Bornholm i to store hangartelte, som netop nu er under opførelse i Bornholms Lufthavn og tæt på at være afsluttet.
De to F-16 fly skal indgå i et beredskab med muligheden for at komme hurtigt på vingerne, hvis afvisningsberedskabet aktiveres.
Forsvarschef Flemming Lentfer har tidligere udtalt, at placeringen af to jagerfly er et udtryk for rettidig omhu.
Forsvarskommandoen oplyser til Bornholms Tidende søndag, at der stadig arbejdes på planlægningen, men endnu ikke foreligger et tidspunkt for ankomst af de to fly til Bornholm.
Der er ikke planlagt yderligere militæraktiviteter på Bornholm. Senest har flere lande kaldt deres statsborgere hjem fra Ukraine.