Folkemødet summer af genbrug

Folkemødet summer af genbrug
På hele folkemødepladsen står der containere beregnet til genbrugsglas, og der er kommet rigtig mange retur, lyder det fra Folkemødet. Foto: Anders Liljeroth
POLITIK | Lørdag 18. juni 2022 • 19:30

Det store anlagte projekt med indsamling af genbrugsglas under årets folkemøde er gået rigtig godt. Det mener partnerskabschef Christian Bülow Beck, uden at han dog kan sætte tal på endnu. Men processen er kommet for at blive, mener han.

Ingen engangsglas på Folkemødet. Det var udmeldingen inden årets politiske festival. Og indtil videre ser det ud til at tiltaget er blevet taget godt imod af både erhvervsdrivende og gæster. Og selvom det er første gang, at der bliver indsamlet genbrugsglas i den skala i Allinge, er det helt sikkert ikke sidste.

– Det handler om en adfærdsændring hos forbrugerne. Vi har set, at man på mange andre festivaler er begyndt at bruge genbrugsglas, og så er det en naturlig ting, at det også skal være sådan til Folkemødet, mener partnerskabschef hos Folkemødet, Christian Bülow Beck.

Det har dog ikke været helt nemt at få indført indsamlingen, men allerede for to år siden blev det besluttet, at Folkemødet skulle forsøge sig med det. Der har bare ikke tidligere været noget stort udbud af løsninger som kunne bruges på Bornholm, forklarer partnerskabschefen.

– Der har vi været mere heldige i år, og vi har fundet nogle gode partnere. Både i forhold til logistikken med indsamling, men også i forhold til den støtte vi har fået fra alle organisationerne.

Pant på fem kroner per glas

Når man på årets folkemøde køber en øl eller et glas vin, bliver man opkrævet fem kroner i pant for glasset. At det er pant betyder, at hvis man går hen og køber en øl mere, kan man aflevere det brugte glas, og dermed betaler man ikke pant for nummer to. Til slut afleverer man glasset i de dertil indrettede containere, og det bliver samlet ind, vasket og genbrugt.

– Det gælder jo for os om at få så mange glas tilbage igen, for jo flere vi får retur, jo bedre økonomi er der i hele projektet. Og da hele overskuddet går til Røde Kors, så håber vi selvfølgelig at det går godt, siger Christian Bülow Beck. Han pointerer, at pantprisen ikke er noget Folkemødet tjener penge på. Så det er ikke blot en måde at sætte ølpriserne op, som han har hørt nogen mene.

Røde Kors har igennem flere år modtaget pant fra alle de flasker der er blevet indsamlet under Folkemødet, men de nye glas og krus er en lidt mere kompliceret proces end de almindelige pantflasker,

– Der er mange organisationer der deler drikkevarer ud gratis under Folkemødet, og det gør det jo en del sværere at få et decideret pantsystem til at fungere, men alle organisationerne har været meget villige til at deltage i det nye genbrugssystem. Det betyder naturligvis, at de har en større omkostning end de havde, hvis de blot brugte engangsglas, men de har alle sammen sagt ok for det, fortæller partnerskabschefen.


Folkemødets partnerskabschef Christian Bülow Beck er indtil videre godt tilfreds med resultatet af indsamlingen af genbrugskrus. Foto: Anders Liljeroth

Stor tak til Bofa

Der er naturligvis også rigtig mange glas og krus som går den forkerte vej, altså som bliver smidt væk i det almindelige affald. Og her har Bofa været en kæmpe hjælp, siger Christian Beck.

– Bofa har haft rigtig godt styr på at sortere genbrugsglassene fra. Så de redder rigtig mange glas. Uden dem så var det ikke lykkedes så godt som det er.

De glas der bliver drukket af under Folkemødet kommer direkte fra gadefesten Distortion i København, og efter vask skal de videre til et Tour de France arrangement. Og holder et glas bare til to gange vask, så er det en gevinst for miljøet.

I forhold til miljøet på Folkemødet, har genbrugsglassene også haft en effekt, mener Christian Beck. Det har nemlig ikke flydt med en masse plasticglas rundt omkring i krogene.

– Nu har vi jo fået lidt erfaring med det her efter nogle dage. Og vi ser ikke i dagtimerne krus ligge og flyde. Det er ikke sådan, at der lige står nogle glas og flyder. Men det er klart, at når vi kommer hen på aftenen, og Folkemødet udvikler sig til den havefest, som nogle kalder det, så oplever vi at barpersonalet har noget ekstra arbejde med at gå rundt og samle glas og krus sammen. Men det ville de jo også have hvis det var engangskrus. Igen må jeg dog rose Bofa og hele affaldsindsamlingen. For det er gået rigtig godt med indsamlingen.

Der er ikke nogen tvivl om at engangsprodukter i stor stil er på vej ud, og partnerskabschefen mener da også klart, at vi næste år til Folkemødet vil se flere vaskbare produkter.

– Ja det tænker jeg helt klart. Det er noget der er kommet for at blive, og jeg tror kun vi lige er kommet i gang.

Han har endnu ikke tal på hvor mange glas og krus der er kommet retur, men det ser lovende ud, mener han.

– Vi tror ikke det her er den færdige løsning – men det er absolut et skridt på vejen, lyder det fra Christian Bülow Beck.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT