Regeringens lovforslag om afskaffelse af store bededag får nu fagbevægelsen til at ønske en folkeafstemning.
– Vi opfordrer regeringen til at tage dens forslag af bordet. Helt klart. Det har vi jo bedt dem om et stykke tid, og det er, som om vi har talt for døve ører. Nu er vi blevet enige om, at vi vil opfordre regeringen til at tage dens forslag af bordet, og hvis de ikke ønsker det så indkalde til en folkeafstemning, så de kan se befolkningens modstand mod det her, siger formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard ifølge Ritzau.
Meldingen kommer efter et møde i FH's forretningsudvalg tirsdag morgen. I forretningsudvalget sidder formændene fra en lang række fagforbund, heriblandt FOA, 3F og HK. På Bornholm sidder Joan Prahl som formand for FH Bornholm, og hun mener, at det er nødvendigt, at fagbevægelsen nu råber vagt i gevær.
– Jeg ved ikke, om det er den rette måde, men det er måske den eneste måde. Mange har jo forsøgt at råbe regeringen op for at sige, at det her er en rigtig dårlig idé. Når det ikke er lykkedes, og regeringen står fast på, at det er sådan her, det bliver, så synes jeg faktisk, det klæder fagbevægelsen at træde i karakter og sige, at så må vi gøre noget andet, siger Joan Prahl til Tidende og fortsætter: