Der er omkring 750 kilometer i fugleflugtslinje mellem Bornholm og Tallinn, men så langt behøver man ikke rejse, hvis man skal have en snak med en repræsentant for den baltiske republik. Man behøver ikke en gang at tage til den estiske ambassade i hjertet af København. Faktisk kan man nøjes med at tage til Nexø, hvor der fredag blev åbnet et estisk konsulat hos Ocean Prawns i Strandgade.
Administrerende direktør Daniel Barslund er blevet udnævnt til estisk honorær konsul på Bornholm, og han fik besøg af ambassadør Mart Laanemäe i forbindelse med den officielle åbning af konsulatet.
Konsulatet og udnævnelsen af Daniel Barslund skal være med til at styrke relationen mellem Bornholm og Estland samt fremme nye samarbejder og forretningsmuligheder. Daniel Barslund har erfaring med at samarbejde med Estland, da Ocean Prawns er medejer af en estisk rejetrawler.