Danmark skal tage mere ansvar: 'Jeg er oprigtigt bekymret'

Danmark skal tage mere ansvar: 'Jeg er oprigtigt bekymret'
– Jeg er vant til at tale til offentligheden ved at holde foredrag og sådan noget, så jeg er ikke bange for at stille mig op, siger Stine Zink Kaasgaard. Foto: friegronne.dk
POLITIK | Mandag 24. oktober 2022 • 05:30
POLITIK | Mandag 24. oktober 2022 • 05:30

Stine Zink Kaasgaard sprang i sidste øjeblik til og blev Frie Grønnes folketingskandidat. Det er vigtigt, at partiets stemme bliver hørt i en politisk verden, hvor mange lige nu trækker i den forkerte retning, mener kandidaten.

 

Dagens kandidat

Valgkampen er i gang, og Tidende har derfor skiftet dagens navn ud med dagens kandidat.
Her vil der hver dag, i vilkårlig rækkefølge, blive præsenteret en af folketingskandidaterne på Bornholm, så man forhåbentlig kan blive lidt klogere på, hvem krydset skal sættes hos.

 

 

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

– Jeg var i sin tid med til at indgive min vælgererklæring til, at Frie Grønne kunne stille op, og jeg har fulgt dem lidt på sidelinjen. Jeg er meget begejstret for de tanker og politiske tiltag, som partiet står for, så da jeg opdagede, at de ikke havde en kandidat endnu, ærgrede jeg mig lidt over det, før det gik op for mig, at jeg kunne da bare høre, om de var interesserede i, at jeg meldte mig på banen. Jeg har godt nok ikke nogen erfaring fra den her verden, men jeg har lavet så meget andet, og jeg har et relativt bredt indblik i mange af de ting, der er vigtige for Frie Grønne.

Hvad er det for nogle erfaringer, du håber på at kunne bruge?

– Det er alt muligt. Dels har jeg boet mange forskellige steder i verden og har arbejdet med utrolig meget forskelligt. Jeg har arbejdet på et hjemløseherberg, på plejehjem, hospitaler, jeg har undervist, og nu er jeg gravermedhjælper. Hvis man skal sige det lidt flot, så tror jeg, at jeg har en ret bred fornemmelse for verden. Og så har det politiske altid interesseret mig meget. Jeg har bare aldrig engageret mig officielt, fordi jeg ikke tidligere har fundet et parti, som repræsenterede de tanker, der optaget mig mest.

Hvad er det ved Frie Grønne, der gør, at du får lyst til at stille op?

– Det, der ligger mig mest på hjerte som menneske, er vores behandling af asylansøgere, flygtninge, indvandrere, og mennesker der har boet i Danmark hele deres liv, men som er af anden etnisk oprindelse end dansk. Den behandling og retorik, som gør sig gældende lige nu, er jeg meget bekymret over, fordi det siger noget om, hvordan vi er som samfund. Jeg mener også, at Danmark har været med til at skabe nogle af de problemer, der gør, at der nu er masser af flygtninge. Det er både i forhold til vores investeringer rundt i verden, der har været med til at ødelægge klimaer, og også meget konkret, at vi gik med på første række, da Irak og Afghanistan blev invaderet. Vi ved, at krig medfører mange forfærdelige ting, og når folk kommer hertil og søger beskyttelse fra noget, vi har været med til at starte, så har jeg det virkelig skidt med, at vi bare vender ryggen til. Det er ansvarsløst, synes jeg, og det er noget, der har bekymret mig meget længe.

Hvorfor følte du, at du var nødt til at springe til, da du hørte, Frie Grønne manglede en kandidat på Bornholm?

– Fordi det er noget, jeg tror på. Når muligheden bød sig, ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke i det mindste tog kontakt for at høre, om de var interesserede. Jeg tror virkelig på Frie Grønnes politik, og jeg er oprigtigt bekymret for nogle af de tiltag, der bliver snakket om. At man for eksempel overhovedet kan tale om at sende asylansøgere til Rwanda, synes jeg er vanvittigt.

Er det din fornemmelse, at der er vælgere til Frie Grønne på Bornholm?

– For at være helt ærlig, så er det noget af det, jeg skal ud at finde ud den næste tid. Jeg skal rundt og tale med folk, hvis de har lyst til det og få en fornemmelse af, hvor vi er henne. Vi er jo et meget lille og nyt parti, så jeg tænker ikke, at der er den store bevidsthed om, at Frie Grønne findes endnu. Men jeg talte kort med Sikandar Siddique (Frie Grønnes politiske leder red.), og han fortalte, at han havde mødt en del, da han var herovre, der støttede partiet, også nogle som bor her fast. Så jeg skal have taget kontakt til nogen af dem og høre, om de har lyst til at være med til at gøre lidt mere opmærksom på partiet. Jeg tror, der er en ret blandet politisk befolkning her på Bornholm, så det ville overraske mig meget, hvis der overhovedet ikke er en interesse for det.

Hvordan er det egentlig at blive kastet lidt hovedkulds ind i sådan en valgkamp?

– Jeg er meget spændt og indtil videre har det da været lidt hårdt. Jeg er vant til at tale til offentligheden ved at holde foredrag og sådan noget, så jeg er ikke bange for at stille mig op. Men det er meget uvant for mig ikke at have tid til at udfolde de tanker, jeg godt kunne tænke mig. Det presser mig lidt, kan jeg mærke. Jeg har aldrig været god til oneliners, og det er nok ofte det, der sælger bedst i politik, men til gengæld håber jeg, at man kan mærke, at jeg virkelig mener de ting, jeg siger.

Hvis vi er helt ærlige, så støder jeg dig nok ikke ved at sige, at du ikke bliver valgt ind denne gang …

– Haha, nej det gør du ikke.

Men ser du dig selv fortsætte og være en del af partiet, når valget er overstået?

– Ja, det gør jeg. Nu har jeg endelig fået sparket mig selv i gang, og jeg synes simpelthen, det er så vigtigt, at den her stemme er med. Der er så meget, der trækker i den anden retning lige nu, så at der er nogle stemmer, der siger, at det ikke er sådan, vi alle sammen har det og gerne vil have det. Det er ekstremt vigtigt.

 

 

Stine Zink Kaasgaard

42 år.
Flyttede til Bornholm for tre år siden.
Bor i Bodilsker med sin kæreste.
Har en ph.d. fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret.
Arbejder som gravermedhjælper.

 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT