Klagen består af fem punkter. For det første mener René Danielsson, at det er uklart, hvorfor anskaffelsen af elbusser skulle undtages, og om denne undtagelse er truffet i overensstemmelse med de kommunalretlige principper om saglighed og proportionalitet. Han mener også, at det kan rejse spørgsmål om forskelsbehandling af sammenlignelige initiativer, hvis andre kommunale projekter blev stoppet på grund af anlægsstoppet, mens elbusserne fik særbehandling.
René Danielsson vil for det tredje have det undersøgt, om regionskommunen har haft det fornødne grundlag til at undtage anskaffelsen af elbusser fra anlægsstoppet, samt om beslutningen er truffet i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om begrundelse og inddragelse af relevante hensyn.
Fjerde punkt handler om påstanden om, at leasing af elbusser ikke kan betragtes som en anlægsudgift og derfor ikke er omfattet af anlægsstoppet. Den påstand er ikke i overensstemmelse med gældende praksis og lovgivning, mener René Danielsson, som til sidst beder om en vurdering af, om beslutningen er i overensstemmelse med kommunens forpligtelse til økonomisk ansvarlighed, især fordi politikerne ikke fik at vide, at den økonomiske forudsætning var blevet forværret med næsten 15 millioner kroner.
Direktør har ingen kommentarer
Konkret anmoder René Danielsson Ankestyrelsen om at tage stilling til, om beslutningen om at undtage anskaffelsen af elbusser fra anlægsstoppet er i overensstemmelse med gældende ret og om at vurdere, om det er god embedsførelse, når man ikke beder politikerne tage stilling til den største økonomiske enkeltudskrivning i en periode, hvor der var blevet besluttet både et anlægs– og ansættelsesstop.