– Det er det ideelle. For man kan ikke parkere i de små gader. Og det vil de gøre, hvis der kommer parkeringsafgift her på pladsen, siger Anders Koefoed Larsen. Han møder Tidende på parkeringspladsen på Kæmpestranden ved Netto. Det er dette område, samt dele af den tilstødende Kjærenæsgrund, som kommunen vil gøre til betalingszone.
Presset på i mange år
Det har længe været byforeningens ønske at genopfinde den gamle Kjærenæsgrund, som har ligget tom, siden man rev den gamle fiskefabrik ned i 2010.
Anders Koefoed Larsen har siden siddet i et utal af udvalg og arbejdsgrupper, der gennem årene har fremsendt flere udkast og skitser til kommunen i håb om, at politikerne ville medvirke til at forvandle den kedelige grusplads til et rekreativt område. Intet er sket, siger byforeningens næstformand.
– Man burde for længe siden have indrettet Kæmpestranden, så den var et ordentligt, præsentabelt sted at parkere med promenade langs vandet, cykelsti og lommer til små anlæg med legepladser, bænke og motionsudstyr. Det er ikke særlig motiverende for frivillige at bruge så lang tid på frivlligt arbejde, som aldrig fører til noget, siger Anders Koefoed Larsen.