Kirstine van Sabben har været en del af Bornholmerlisten siden 2017. Onsdag meldte hun dog ud, at listen ikke stiller et nyt kandidathold til kommunalvalget i 2025 - og listen afslutter sit organisatoriske virke med udgangen af 2023. Carl Ilsøe mener dog, at listen har sin berettigelse.
– Særligt i kommunalpolitik har en borgerliste en betydning. Den er mere baseret på personer og ikke så meget politisk ideologi - men mere snusfornuft, siger Carl Ilsøe, der i forrige valgperiode sagde farvel til kommunalpolitik efter 36 år som folkevalgt.
Blev Bornholmerlisten det, du tænkte det skulle være, dengang du stiftede den?
– Ja, jeg synes godt, der måtte være en borgerliste. Det er der så ikke mere nu, men sådan er det. Det kan måske ærgre mig lidt, siger Carl Ilsøe.