– Jeg har en kontrakt med de vælgere, der stemte på mig ved valget i november, og jeg vil fortætte mit solide arbejde for den politik jeg lovede vælgerne. Jeg har stadigvæk et stort ønske om at udvikle og styrke erhvervslivet på Bornholm, for at vi kan få råd til den velfærd Bornholmerne har krav på, lyder det fra Linda Kofoed Persson, som altså beholder sin plads i kommunalbestyrelsen - nu som løsgænger.
– Jeg svigter ikke de vælgere, der har stemt på mig, men for ikke at svigte mig selv og min egen selvrespekt er det bedst, at jeg de næste knap fire år arbejder som løsgænger i Kommunalbestyrelsen.
Hun åbner desuden for samarbejde, hvis nogen har brug for hendes stemme til et flertal i salen.
– Der sidder en meget bred konstituering, som har deres flertal i alle sager, men skulle de have brug for min stemme i salen, er jeg åben for samarbejde med alle, slutter hun og tilføjer, at hun ikke har flere kommentarer til sagen.
Linda Kofoed Persson blev i november valgt ind i kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti med 293 stemmer. Hun har siddet i kommunalbestyrelsen i tre perioder - de to første hele perioder for Dansk Folkeparti, hvorefter hun i seneste periode sprang fra Dansk Folkeparti og videre til Det Konservative Folkeparti.